Af Ritzau - 13/06-16 00:02

Masseskyderi giver ny luft til kritiske våbenstemmer i USAMasseskyderi giver ny luft til kritiske våbenstemmer i USA

Endnu engang risikerer de dog at løbe panden mod en mur bygget af magtfuld våbenlobby.

storybild

Senator Dick Durbin (til højre) taler på ny for at stramme våbenloven i USA. Arkiv. (Billede: Reuters/Joshua Roberts)

Det blodigste masseskyderi i USA's historie søndag får nu flere medlemmer af Kongressen i Washington til at tale om, at det er på tide at stramme den liberale amerikanske våbenlov.

Den demokratiske senator Robert Casey fra Pennsylvania siger, at han mandag vil præsentere offentligheden for et lovforslag, der skal gøre det sværere at få fat i et skydevåben, hvis man er dømt for at have begået en hadforbrydelse.

Som loven er i dag, må personer med en dom for en alvorlig forbrydelse, ikke eje eller købe et skydevåben. Dette forbud gælder i udgangspunktet ikke for de såkaldte hadforbrydelser, men det skal ændres, mener flere.

En af dem er den demokratiske senator fra Illinois Dick Durbin, der er næstøverst i hierarkiet blandt Demokraterne i Senatet.

- Vi har magten til at gøre noget - og det skal vi. Faktum er, at vi tillader farlige folk at købe skydevåben i USA, og det skal ændres.

- I de kommende dage skal Kongressen vise, at den tager afstand fra had, terrorisme og denne forfærdelige våbenvold, siger Dick Durbin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han siger, at hvis ikke Kongressen gør noget, er den medskyldig i det næste masseskyderi.

Reaktionerne kommer, efter at en gerningsmand natten til søndag skød og dræbte mindst 50 personer ved en natklub i Orlando i delstaten Florida.

Den formodede gerningsmand er blevet identificeret som 29-årige Omar Mateen. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

USA's præsident, Barack Obama, har i forbindelse med en række masseskyderier i USA, tidligere talt for at stramme loven, men er ofte blevet mødt af stor modstand fra især Republikanerne og ikke mindst den magtfulde våbenlobby i USA.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress