Af Ritzau - 28/09-16 02:35; Opdateret: 28/09-16 03:10

Obama sætter navn på USA's mand i HavanaObama sætter navn på USA's mand i Havana

Diplomat er nomineret som USA's første ambassadør i Cuba i 55 år, men Senatet ventes at sætte hælene i.

storybild

Barack Obama (th) ses her sammen med sin hustru, Michelle Obama, og Jeffrey DeLaurentis under præsidentparrets besøg i Havana i marts i år. DeLaurentis, der aktuelt har titel af charges daffaires, bliver måske USA's første ambassadør i Cuba i 55 år. (Billede: Reuters/© Carlos Barria / Reuters)

Præsident Barack Obama har nu sat navn på den diplomat, som han ønsker skal være USA's første ambassadør i Cuba siden 1961.

Den nominerede er Jeffrey DeLaurentis. Han har siden juli 2015, da Cuba og USA besluttede at genoptage de diplomatiske forbindelser, ledet den amerikanske ambassade i Cubas hovedstad, Havana. Dog uden at have titel af ambassadør.

Med nomineringen af DeLaurentis fortsætter Obama sine bestræbelser på at normalisere USA's forhold til Cuba. Men samtidig lægger han ifølge nyhedsbureauet Reuters op til en hidsig debat i Kongressen, der skal godkende Obamas valg.

Republikanerne har flertallet i Senatet, og det er derfor tvivlsomt, om Senatet vil støtte Obamas beslutning om at udpege en ambassadør.

Især kan der ventes stærk modstand fra republikanske senatorer som Marco Rubio fra Miami og Ted Cruz fra Texas, der begge har cubanske rødder.

Rubio håner i en udtalelse nomineringen. Det er bare et forsøg fra Obama på i 11. time som præsident at styrke sit eftermæle, mener Rubio. Forslaget "bliver aldrig til noget", fastslår Rubio ifølge Reuters.

Obama mener derimod, at det er helt naturligt, at USA igen får en ambassadør i Havana.

- Vi skader kun os selv ved ikke at være repræsenteret af en ambassadør, udtaler Obama i en erklæring.

- Det vil gøre det lettere for os at pleje vores interesser og uddybe vores forståelse, selv om vi ved, at vi fortsat vil have uoverensstemmelser med den cubanske regering, tilføjer han.

Obama besøgte i marts i år Cuba som den første amerikanske præsident i 80 år.

Hvis Senatet siger god for Jeffrey DeLaurentis, bliver han den første amerikanske ambassadør i Cuba i 55 år.

Under Den Kolde Krig blev Cubas kommunistiske styre af skiftende amerikanske regeringer betragtet som en fjende. Det udmøntede sig blandt andet i en amerikansk handelsblokade mod Cuba, som efter over 50 år stadig er i kraft.

Obama har talt for at ophæve embargoen, men det er op til at Kongressen at afgøre. Det er dog lykkedes Obama at få slækket på de restriktioner, der indtil for nylig stort set gjorde det umuligt for amerikanere at rejse til Cuba.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress