Af Ritzau - 15/04-16 05:43

Kinas vækst holder sig inden for den udstukne kursKinas vækst holder sig inden for den udstukne kurs

Verdens næststørste økonomi havde i første kvartal en vækst på 6,7 procent.

storybild

Bekymring for aftagende vækst i Kina har medvirket til at presse verdensmarkedspriserne på olie ned. (Billede: AP/Nabil Al-jurani)

Den økonomiske vækst i Kina var i første kvartal 6,7 procent, og det helt som forventet, oplyser landets statistikbureau fredag ifølge Reuters.

Nyhedsbureauet havde på forhånd spurgt en række analytikere om deres skøn for væksten, og gennemsnittet landede på netop 6,7 procent.

Væksten i de tre første måneder af 2016 er den laveste, siden den globale finanskrise slog fuldt igennem i Kina i 2009.

Fra centralt hold bliver der hvert år fastsat et vækstmål, og styret i Beijing har for hele året lagt sig på en fremgang i bruttonationalproduktet på mellem 6,5 og 7,0 procent.

Internationalt har der været bekymring for en opbremsning i verdens næststørste økonomi, og det har været fremhævet som en forklaringerne på, at prisen på olie og mange andre råvarer er faldet til rekordlave niveauer.

Kina er storaftager af olie, kul, jernmalm og mange andre råvarer.

Men marts har ifølge Bloomberg News og Reuters budt på flere tegn på, at Kinas økonomi nu har stabiliseret sig.

Fredag er der således offentliggjort en række andre økonomiske nøgletal, deriblandt udviklingen i detailsalget og industriproduktionen i marts, og de viser alle en større end forventet stigning.

Især industrivirksomhederne havde mere at lave i marts end i årets to første måneder. Produktionen voksede med 6,7 procent i forhold til samme måned året før.

- Økonomien har stabiliseret sig som følge af masser af likviditet og en bedre stemning på ejendomsmarkedet, siger Tao Dong, økonom hos Credit Suisse i Hongkong, til Bloomberg.

Han tilføjer dog, at det endnu er for tidligt at fastslå, om økonomien nu er ovre det værste.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress