Af Ritzau - 12/04-16 01:31

Peru beslaglægger dokumenter hos omstridt advokatfirmaPeru beslaglægger dokumenter hos omstridt advokatfirma

Mossack Fonseca, der står i centrum for stor sag om skattely, har fået ransaget sine kontorer i Peru.

storybild

Mossack Fonsecas kontorer i Peru er mandag blevet ransaget som led i skatteefterforskning. Arkivfoto (Billede: AP/Arnulfo Franco)

Myndighederne i Peru har mandag ransaget det omstridte advokatfirma Mossack Fonsecas kontorer i landet, oplyser det peruanske skattevæsen.

I forbindelse med ransagningen har myndighederne beslaglagt dokumenter som led i en efterforskning af, om selskabet har været med til at facilitere skatteunddragelse og svindel.

Et hold bestående af i alt 20 personer fra skattevæsnet forsøger at finde ud af, om Mossack Fonsecas arbejde for andre firmaer har ført til lovbrud i Peru, lyder det i en meddelelse fra skatteagenturet Sunat.

Mossack Fonseca er centrum for en enorm lækage af dokumenter, hvor det fremgår, at det panamanske advokatfirma har hjulpet internationale selskaber og enkeltpersoner med at oprette offshoreselskaber.

Flere af selskaberne har været styret af stråmænd, som i visse tilfælde formelt var registreret som direktører i tusindvis af firmaer. Andre har været direktører i flere år, efter at de var døde.

På tv-billeder i Peru har man mandag kunnet se kampklædt politi stå foran en bygning i hovedstaden Limas finansdistrikt, San Isidro.

Mossack Fonsecas lokale repræsentant i Peru, Monica de Ycaza, fortæller til journalister, at hun samarbejder med efterforskerne, men kommer ikke med uddybende kommentarer.

Regeringer i hele verden er efter lækken af 11,5 millioner dokumenter fra Mossack Fonseca gået i gang med at undersøge, om rigmænd og magtens elite har unddraget sig skattebetalinger.

I sidste uge kom det blandt andet frem, at også myndighederne i det mellemamerikanske land El Salvador har ransaget Mossack Fonsecas lokale kontorer.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress