Af Ritzau - 08/08-16 01:22; Opdateret: 08/08-16 01:44

Mindst 38 meldes omkommet i mudderskred i MexicoMindst 38 meldes omkommet i mudderskred i Mexico

Den tropiske storm Earl har raset i det østlige Mexico. Mange mennesker har mistet livet på grund af uvejret.

storybild

Mudderskred i Mexico udløst af den tropiske storm Earls hærgen. Knap 40 mennesker meldes omkommet på grund af mudderskred flere steder i landet. (Billede: Scanpix/Eduardo Murillo)

Massive mængder nedbør har udløst flere mudderskred i Mexico, og det har kostet mindst 38 mennesker livet. Det skriver BBC og nyhedsbureauet AFP, der citerer kilder i regeringen for dødstallet.

Andre medier skriver om op mod 18 døde.

Ifølge AFP's oplysninger har 28 mennesker mistet livet i delstaten Puebla. 15 af dem var mindreårige. De blev dræbt, da et jordskred begravede adskillige hjem.

Det er særligt den østlige del af Mexico, der har været ramt af uvejret. Flere bjergsider er kollapset og er væltet ned over huse og landsbyer.

Regnen er faldet i forbindelse med den tropiske storm Earl, der har raset over Centralamerika de seneste dage.

Da Earl først gik i land i Belize havde den styrke af orkan. Det betød omfattende oversvømmelser, da floder gik over deres bredder.

Siden mistede Earl noget af sin styrke og blev nedjusteret til en tropisk storm, da den ramte nabolandene Mexico og Guatemala.

Søndag oplyser det nationale orkancenter i USA, NHC, ifølge flere medier, at et nyt uvejr er ved at tage form.

Det drejer sig om den tropiske storm Javier, der ventes at skylle endnu mere regn ind over den sydvestlige del af Mexico i løbet af de kommende dage.

Yderligere cirkler stormen Yvette over Stillehavet. Den er dog fortsat langt fra land og tager formentlig af i styrke, før den nærmer sig kysten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress