Af Ritzau - 01/09-16 08:36; Opdateret: 01/09-16 08:52

Nabolande skærer bånd til Brasilien efter præsident-exitNabolande skærer bånd til Brasilien efter præsident-exit

Tre lande kalder ambassadører hjem, efter at Brasiliens senat har afsat landets præsident ved afstemning.

storybild

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, beskylder USA for at stå bag et kup i Brasilien, hvor præsident Rousseff blev afsat onsdag. (arkivfoto) (Billede: Scanpix/Francisco Batista)

Afsættelsen af Brasiliens præsident har sendt rystelser gennem hele Sydamerika, hvor de to nabolande Venezuela og Bolivia har kaldt deres ambassadører hjem fra Brasilia. Ecuador har gjort det samme.

De tre lande, der alle har venstreregeringer, kalder udviklingen i Sydamerikas største land et kup.

Brasilien har reageret ved også at kalde ambassadører hjem fra landene, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med stemmerne 61-20 i Brasiliens senat blev Dilma Rousseff onsdag fjernet fra posten. Hun har været suspenderet siden maj.

Få timer efter blev vicepræsident Michel Temer, som havde været fungerende præsident siden foråret, taget i ed som ny leder.

Ekspræsidenten vil anke dommen til højesteret, oplyser hendes advokat.

Anklagen mod Rousseff lød, at hun på ulovlig vis havde sminket statens budget.

De politiske ledere i Caracas, Quito og La Paz har støttet den afsatte Dilma Rousseff og hendes forgænger Luiz Inacio Lula da Silva.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, beskylder USA for at stå bag rigsretssagen mod Rousseff. Han udlægger det som en sammensværgelse mod det politiske styre i regionen.

- Dette statskup er ikke imod Dilma. Det er rettet mod Latinamerika og Caribien. Det er imod os, siger Maduro i en tale på tv.

Han kalder processen mod den afsatte brasilianske præsident for "et angreb på den populære, progressive og venstreorienterede bevægelse".

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress