Af Ritzau - 21/06-16 12:59

OVERBLIK: Briternes svære vej i EU begyndte med fransk vetoOVERBLIK: Briternes svære vej i EU begyndte med fransk veto

Briterne kom med i EF på samme tid som Danmark. Få overblik over højdepunkter og lavpunkter siden da.

storybild

Den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto mod briternes optagelse i EØF (som senere blev til EU). Storbritannien kom alligevel med i 1973 - samtidig med Danmark. (Billede: AFP)

Storbritannien, som 23. juni stemmer om fortsat EU-medlemskab, blev optaget i det europæiske samarbejde i 1973.

Her er et overblik over briternes komplekse forhold til EU gennem et halvt århundrede.

1961: Den konservative premierminister Harold Macmillans regering søger om britisk medlemskab af EØF (forløberen til EU) i 1961. Det samme gør i øvrigt Danmark, Norge og Irland.

1963: Den franske præsident Charles de Gaulle nedlægger veto mod briternes optagelse i EØF, som på det tidspunkt tæller seks lande.

1967: Storbritannien søger optagelse igen. Og igen afviser de Gaulle, som frygter, at briternes medlemskab vil medføre splittelse i samarbejdet. Han siger, at Storbritannien ikke er oprigtigt interesseret i fællesskabet.

1973: Efter nye optagelsesprocedurer træder Storbritannien, Danmark og Irland ind i Det Europæiske Fællesskab (EF) 1. januar 1973.

1985: Den britiske premierminister Margaret Thatcher forhandler en betydelig reduktion af Storbritanniens bidrag til EU-budgettet.

1990: Briterne indtræder i ERM-samarbejdet, der blev indført 11 år tidligere, med det formål at mindske svingninger i valutakurser og for at arbejde hen imod en fælles europæisk valuta.

1991: Da Maastricht-traktaten underskrives og baner vej for blandt andet en monetær union, forhandler briterne et forbehold mod denne. Dermed bliver briterne i fællesskabet, mens eksempelvis danskerne først stemmer nej, men anden gang ja til traktaten, hvilket blandt andet fører til det danske forbehold mod at være med i euroen.

1992: Storbritannien tvinges ud af Den Europæiske Valutakursmekanisme (ERM) på grund af store kurssvingninger.

1995: Mens en del EU-lande sløjfer grænsekontrollen som del af Schengenaftalen, forbliver Storbritannien uden for dette samarbejde om åbne grænser.

2016: EU og Storbritannien bliver på et topmøde enige om nye betingelser for samarbejdet, der blandt andet ifølge briterne skal sikre nationale velfærdsydelser og forhindre mere magt til EU.

Kilder: BBC, eu-norway.org og europa.eu.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress