Af Ritzau - 24/06-16 17:51

Paven kan tirre Tyrkiet med ny udtalelse om folkedrabPaven kan tirre Tyrkiet med ny udtalelse om folkedrab

Sidste år hjemkaldte Tyrkiet sin ambassadør, efter paven brugte ordet "folkedrab". Fredag gjorde han det igen.

storybild

Pave Frans i Armeniens hovedstad, Jerevan, fredag. Paven er på et tredages besøg i landet. (Billede: Scanpix/Tiziana Fabi)

Pave Frans vil formentlig udløse ny vrede i Tyrkiet, efter han fredag under et besøg i Armenien brugte ordet "folkedrab" til at beskrive massedrab på armeniere i 1915.

I en tale til Armeniens præsident og flere diplomater brugte paven betegnelsen "Metz Yeghern" på armensk, som kan oversættes til "Det Store Onde".

Derudover tilføjede han ordet "folkedrab", som ikke optrådte i hans talepapirer, skriver Reuters.

- Denne tragedie, dette folkedrab har desværre markeret begyndelsen på en sørgelig række af store katastrofer i det seneste århundrede, sagde paven i sin tale, som blev holdt i præsidentpaladset i Armeniens hovedstad, Jerevan.

Der var ikke umiddelbart nogen reaktion fra Tyrkiet, som sidste år rasede over pavens brug af den politisk yderst følsomme betegnelse for det, der skete i Armenien for et århundrede siden.

Sidst paven brugte betegnelsen "folkedrab", hjemkaldte Tyrkiet sin ambassadør i Vatikanet i 10 måneder.

Tyrkiet anerkender, at mange kristne armeniere, som boede i det daværende Ottomanske Rige, blev dræbt i sammenstød med ottomanske styrker under Første Verdenskrig.

Historikere vurderer, at systematiske massakrer og fordrivelser kostede mellem 1-1,5 millioner armeniere livet i perioden 1915-1918.

Tyrkiet mener, at det drejer sig om langt færre dødsofre, og benægter, at drabene var systematiske og tilsammen udgør et folkedrab.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress