Af Ritzau - 20/04-16 15:09

Hovedmistænkt fra Bruxelles sigtes også for angreb i ParisHovedmistænkt fra Bruxelles sigtes også for angreb i Paris

En 23-årig svensker, der er blandt de sigtede for angrebet i Bruxelles, er nu også sigtet for Paris-angrebet.

storybild

Den 23-årige Osama Krayem fra Sverige er nu sigtet for terrordrab i forbindelse med både angrebet i Bruxelles i marts og angrebet i Paris i november. (Billede: AP/Michel Medina)

Osama Krayem, der i forbindelse med angrebet i Bruxelles 22. marts er sigtet for terrordrab og for at deltage i en terrororganisation, er nu også blevet sigtet for at have deltaget i angrebet i Paris i november sidste år.

Det oplyser den belgiske statsanklager onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

For Osama Krayems rolle i angrebet i Paris lyder sigtelserne på de samme som for hans rolle i angrebet i Bruxelles.

- Han er blevet sigtet for terrordrab og for at have deltaget i aktiviteter i en terrororganisation, oplyser anklageren.

Den belgiske statsanklager har tidligere bekræftet, at Osama Krayem er en 23-årig svensk mand. Det er dog endnu uvist, om han er svensk statsborger.

Han mistænkes for at have købt de tasker, som gerningsmændene brugte til deres sprængstoffer i angrebet i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles.

Osama Krayem blev anholdt i Bruxelles tidligere på måneden.

Bombeattentatet i den belgiske hovedstad 22. marts kostede 32 mennesker livet, mens 130 døde i angrebet i Paris i november.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress