Af Ritzau - 02/05-16 21:40

Knap to millioner kræver folkeafstemning mod Venezuelas lederKnap to millioner kræver folkeafstemning mod Venezuelas leder

Venezuelas opposition har samlet 1.850.000 underskrifter med krav om folkeafstemning om præsidentens afgang.

storybild

Venezuelas nationalgarde under en patrulje i sidste uge i landets næststørste by, Maracaibo. De politiske spændinger og planlagte strømafbrydelser skaber nye uroligheder i den latinamerikanske oliestat. (Billede: Scanpix/Juan Barreto)

Venezuelas opposition har afleveret 1,85 millioner underskrifter til landets valgmyndigheder med krav om, at der holdes folkeafstemning for at få præsident Nicolas Maduro fjernet fra embedet.

Det oplyser oppositionens koalition, MUD.

Oppositionen anklager Maduro for at have ansvaret for den økonomiske krise i landet.

Indbyggerne i Venezuela er i stigende grad vrede over den tårnhøje kriminalitet, den galopperende inflation samt manglen på basale ting som mad i supermarkederne og vand og elektricitet i folks hjem.

De indsamlede underskrifter er mere end nok til at sætte processen omkring en folkeafstemning i gang. Men der skal i alt fire millioner underskrifter til, før der kan komme en folkeafstemning om præsidentens fremtid.

Verificeringen af de mange underskrifter, der foreløbig er afleveret, kan muligvis først komme til at ske i slutningen af maj. Det antyder Tania D'Amelio, der er repræsentant for valgmyndighederne i Venezuela.

Oppositionen har meddelt, at den vil skynde sig at indsamle flere underskrifter i håb om, at folkeafstemningen kan finde sted inden årets udgang.

Maduros politiske modstandere frygter, at præsidenten og valgmyndighederne vil trække processen i langdrag.

Hvis folkeafstemningen først finder sted i 2017, vil vicepræsidenten overtage efter Maduro. Men hvis det lykkes at få afsat præsidenten ved en folkeafstemning i år, vil det udløse nyvalg.

Maduro har understreget, at han ikke vil lade sig tvinge væk fra præsidentposten, inden hans embedsperiode udløber i 2019. Han anklager oppositionen for at være i færd med et kup mod ham for at ødelægge den socialistiske arv fra hans forgænger, Hugo Chávez.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress