21/03-16 15:38; Opdateret: 04/04-16 09:19

Congolesisk rigmand dømmes skyldig i krigsforbrydelserCongolesisk rigmand dømmes skyldig i krigsforbrydelser

Jean-Pierre Bemba beordrede sin private hær ind i naboland, hvor den udførte systematisk voldtægt og drab.

storybild

Jean-Pierre Bemba sendte sin private hær ind i Den Centralafrikanske Republik, hvor den begik krigsforbrydelser. (Billede: AP/Jerry Lampen)

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag erklærer den tidligere congolesiske vicepræsident Jean-Pierre Bemba skyldig i krigsforbrydelser i Den Centralafrikanske Republik.

Han har været anklaget for at have beordret sin private hær til systematisk voldtægt, drab og plyndringer i Den Centralafrikanske Republik i 2002.

- Bemba optrådte reelt som en militær kommandant og havde reelt kommandoen og kontrollen over MLC-styrkerne, hedder det i ICC's afgørelse.

Det var hans hær - Den Congolesiske Befrielsesbevægelse (MLC), der talte cirka 1500 medlemmer, som stod bag de mange forbrydelser fra oktober 2002 til marts 2003.

Bemba var tidligere en meget frygtet krigsherre i den nordlige del af Den Demokratiske Republik Congo, og han er tidligere vicepræsident i landet.

Den stenrige 53-årige forretningsmand har været tiltalt på to punkter for forbrydelser mod menneskeheden og tre tilfælde for krigsforbrydelser. Han er kendt skyldig i alle punkter.

Hans hær trængte ind i Den Centralafrikanske Republik i 2002 for at støtte den daværende præsident Ange-Felix Patasse.

Anklagerne ved straffedomstolen mente under retssagen, at Bemba burde havde vidst, hvilke forbrydelser hans soldater begik.

Hans forsvarer hævdede derimod, at han ingen kontrol havde over MLC-styrkerne, mens de befandt sig i Den Centralafrikanske Republik.

Bemba blev anholdt i 2008 under et ophold i Belgien, og retssagen ved ICC startede i 2010. Den blev imidlertid suspenderet i tre år, efter anklagerne hævdede, at Bemba og hans advokat var i gang med at fabrikere beviser, der modbeviste hans skyld.

Bemba er efterfølgende blevet tiltalt sammen med fem andre for at fifle med beviserne, og han afventer fortsat dom i den sag.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress