Af Ritzau - 20/09-16 01:16; Opdateret: 20/09-16 01:51

Mistænkt bombemand er sigtet for femdobbelt drabsforsøgMistænkt bombemand er sigtet for femdobbelt drabsforsøg

Efter ildkamp med politiet er 28-årig mand, som mistænkes for bombeangreb i New York, sigtet for drabsforsøg.

storybild

New Yorks politikommissær James O'Neill og byens borgmester Bill de Blasio holder et billede af den mistænkte for bombeangrebene i New York og New Jersey. (Billede: Scanpix/Spencer Platt)

Den 28-årige mand, som mandag blev anholdt og mistænkt for at stå bag to bombeangreb i New York og New Jersey lørdag, er sigtet for fem tilfælde af drabsforsøg.

Sigtelserne skyldes dog ikke de to bombeangreb, men derimod den ildkamp med politifolk som gik forud for mandagens anholdelse af den mistænkte.

Det oplyser anklageren i Union County i New Jersey ifølge Reuters.

Den mistænkte, der er identificeret som Ahmad Khan Rahami, blev anholdt i Linden, der ligger tæt på byen Elizabeth i New Jersey.

Elizabeth er Rahamis hjemby, hvor amerikansk politi i løbet af natten til mandag fandt og uskadeliggjorde flere bomber på en togstation.

Rahami blev anholdt efter en skudveksling med politiet.

To politifolk blev såret i skyderiet. Den ene betjent blev ramt i hånden, mens den anden blev ramt i brystet. Han havde skudsikker vest på og blev ikke alvorligt såret, oplyste politikilder til tv-stationen NBC.

Den 28-årige var eftersøgt i forbindelse med en eksplosion lørdag aften i bydelen Chelsea på Manhattan i New York samt for flere improviserede sprængladninger, der blev fundet i Elizabeth.

Fire timer efter at forbundspolitiet FBI offentliggjorde et foto af ham, bemærkede en barejer i byen Linden en person, der lå og sov foran døren til et værtshus.

Politiet blev tilkaldt, og da en betjent vækkede manden, åbnede den mistænkte ild.

På Manhattan blev 29 mennesker såret, da en hjemmekonstrueret bombe lørdag aften eksploderede. Alle tilskadekomne er udskrevet igen. Bomben bestod angiveligt af en trykkoger, der var fyldt med metalsplinter.

Den afghanskfødte Rahami menes også at stå bag en rørbombe, der eksploderede lørdag i New Jersey, men som ikke forårsagede nogen større skade.

Den føderale anklagemyndighed har endnu ikke afgjort, hvad Rahami skal tiltales for i bombesagerne, skriver nyhedsbureauet AP.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress