Af Ritzau - 20/08-16 20:08

Tyrkiet beder Tyskland udlevere tre Gülen-tilhængereTyrkiet beder Tyskland udlevere tre Gülen-tilhængere

De tyrkiske myndigheder har bedt Tysklands regering om hjælp til at slå ned på Gülen-bevægelsen.

storybild

Tyrkiets regering vil have de tyske myndigheder til at slå ned på tyrkere i Tyskland, hvis de støtter den muslimske præst Fethullah Gülen. (Billede: Scanpix/Selahattin Sevi)

Den tyrkiske regering har sendt en anmodning til regeringen i Tyskland for at få hjælp til at slå ned på tilhængere af den muslimske præst Fethullah Gülen i Tyskland.

Tyrkiets ledelse giver Gülen og hans tilhængere skylden for det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet 15. juli.

Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skriver, at Tyrkiet beder den tyske regering om at udlevere tre personer og foretage 40 ransagninger.

Der Spiegel baserer sine oplysninger på hemmelige dokumenter. De viser angiveligt, at Tyrkiets efterretningstjeneste har bedt den tyske efterretningstjeneste, BND, om hjælp til at finde og anholde Gülen-tilhængere i Tyskland.

Tyrkerne vil også have BND til at bruge sin indflydelse over for tyske politikere for at få dem til at gribe ind over for Gülen-tilhængere og udlevere dem til Tyrkiet.

En talsmand for BND ønsker ikke at kommentere oplysningerne over for Der Spiegel.

En embedsmand i Tyrkiets præsidentskab siger:

- Det er ikke vor politik at kommentere efterretningsmæssige operationer. Men vi venter, at alle vore venner og allierede vil bistå Tyrkiet ved at holde Feto-folk ansvarlige for deres forbrydelser.

Feto er den betegnelse, som den tyrkiske ledelse giver Gülen-bevægelsen. Bevægelsen driver et netværk af skoler, forretninger og velgørenhedsorganisationer.

Ifølge Ankara-regeringen søger Gülen at omstyrte den tyrkiske regering.

Siden kuppet har myndighederne i Tyrkiet anholdt omkring titusind personer inden for blandt andet politiet, militæret, retsvæsnet og undervisningssystemet. De mistænkes for at tilhøre Gülen-bevægelsen.

Fethullah Gülen befinder sig i USA, og Tyrkiet har krævet ham udleveret.

Lørdag sagde en embedsmand i det amerikanske justitsministerium, at ministeriet sender en gruppe embedsmænd til Tyrkiet. Amerikanerne vil tale med tyrkerne om de beskyldninger, regeringen retter mod den muslimske præst.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress