Af - 02/03-15 16:14; Opdateret: 02/03-15 16:29

Det mener magthaverne om byens nattelivDet mener magthaverne om byens natteliv

Både beboere og restauratører vil have politikerne på banen i debatten om Indre Bys natteliv.

storybild

Politikerne synes generelt, at den nuværende restaurationsplan er svar nok til beboere og restauratører. (Billede: Polfoto)

Vi har spurgt de fremtrædende politikere for hvert parti i Borgerrepræsentationen, om Indre By skal være stillezone eller partykvarter, om der ikke skal tages en større debat om byens natteliv, og hvad løsningen skal være, for at både beboere og restaurationer kan være i Indre By.

Frank Jensen

Frank Jensen, Socialdemokraterne
Vi skal sikre en balance, så der både er plads til, at man kan more sig i Indre By, og så vi samtidig respekterer, at der bor mennesker.
Jeg tror det er vigtigt, at vi er ærlige og siger, at det vi forsøger jo er, at balancere mellem flere forskellige - og til dels modsatrettede - hensyn. Der er ikke nødvendigvis en perfekt løsning, hvor alle bare bliver glade. Vi har sidste år lanceret en ny restaurationsplan, og den blev fulgt op med ekstra penge til at sikre renhold, tilsyn og opsøgende arbejde. Jeg ser ikke noget i vejen for, at Kultur- og Fritidsudvalget tager det op igen, hvis de vurderer, at der er behov for at skabe en tydeligere retning.

LÆS OGSÅ: Flere spulevogne sættes ind mod portpissere

Lars Dueholm

Lars Berg Dueholm, Liberal Alliance​
Indre By skal kunne rumme det hele – beboelse, handelsliv, kulturliv og restaurationer. Midten af en storby er traditionelt også et sted for fest og farver, og man kan ikke forvente, at der er helt stille.
Både beboerforeninger og restauratører bidrager jævnligt til debatten, og derudover er det jo noget, der debatteres i Bevillingsnævnet. I nævnet får vi også oplysninger fra den kommunale forvaltning om, hvad der indkommer af klager over de enkelte restaurationer.
Det gør vi ved at behandle alle ansøgninger om at åbne barer osv. individuelt og efter de love og regler, der er for det. Vi mener ikke, at man på forhånd skal udstikke regler for, hvor mange barer, der må være i en bestemt gade. Og færre bevillinger generelt eller færre 05-bevillinger vil jo ikke med et trylleslag løse problemet, for så vil festen være på gaden i stedet for. På restaurationerne har vi jo netop mulighed for at stille krav til, at der er dørmænd, krav til lydniveau osv. Festen på gaden er langt mere ukontrolleret.

Ninna Thomsen

Ninna Thomsen, SF
Centrum i vores hovedstad kan selvfølgelig ikke være stille som et villakvarter, men det skal jo heller ikke være én stor fest. Det handler om at finde en balance.
Indre By er både for de handlende og for beboere – og for de mange turister og andre gæster, som kommer der både dag og nat. Men der skal tages hensyn til beboerne, og vi skal ikke bare uddele bevillinger med løs hånd i hele Indre By.
Der skal være klare linjer både for erhverv og beboere i Indre By, så alle ved, hvad de kan regne med. Jeg har selv været på nattevandring med folk fra Lokaludvalget og Natteravnene, og jeg ved, at det har været debatteret ivrigt igennem en årrække. Kommunen har også sat en lang række initiativer i gang - herunder også en ændret bevillingspolitik.
Efter engelsk forbillede kunne restauratørerne få et ansvar for, hvad der sker udenfor deres virksomhed. Mange står og ryger og snakker udenfor, og det kan give en del larm.
Natklubbens ejere har et medansvar for, hvordan støjniveauet er uden for deres bar, ligesom de må være med til at løse problemerne med affald i gaderne.

LÆS OGSÅ: Vildt natteliv får politikere til at ryge i flæsket på hinanden

Allan Ahmad

Allan Ahmad, Enhedslisten
Vi vil gerne fastholde beboelsesområderne i Indre By og også mulighederne for at holde fest. Og det er en udfordring for det kræver samarbejde fra restauratørernes side og hensyntagen fra gæsternes side.
Hvis restauratører og beboere er usikre på hvad politikerne/bevillingsnævnet faktisk mener om, hvordan Indre By skal udvikles, så er der kun en ting at gøre – gribe i egen barm – med andre ord, så må vi tage Restaurationsplanen op til revision og vurdere de erfaringer og problemer, som allerede nu har vist sig efter praksisændringen i visse områder af Indre By, som blev introduceret med Restaurationsplanens vedtagelse i 2013.
Dialog og samarbejde med restauratørerne herunder frivillige aftaler angående forholdene i forbindelse med den enkelte restauration, diskotek og værtshus er vejen frem.

Rasmus Jarlov

Rasmus Jarlov, Konservative​
Det skal ikke være en stillezone. Der skal være plads til bylivet. Men der skal også tages hensyn til beboerne. Vi er ikke tilhængere af at give flere tilladelser til at holde åbent til kl. 5 om morgenen, end der er i dag.
Jo, der skal være klare retningslinjer, så både folk der køber boliger og restauranter og natklubber ved, hvad de kan regne med. Det betyder meget for, om man beslutter sig til at købe en ejendom i Indre By. Den politiske slingrekurs er uacceptabel.
Efter vores opfattelse skal mest muligt af det meget sene byliv (diskoteker og natklubber, som har åbent til kl. 5) flyttes til områder, hvor der ikke er beboelse lige op ad. Eksempelvis Kødbyen.

LÆS OGSÅ: Talsmand i Livgarden sigtet for bytur til 38.540 kroner

Tommy Petersen

Tommy Petersen, Radikale Venstre
Ingen af delene. Begge dele er ekstreme, og hvor en partyzone lægger byen død om dagen, så lægger en stillezone byen død om aften. Vi vil gerne have en blandet by.
Jeg synes, alle parter har taget debatten gennem mange år. Hovedproblemet er, at antallet af bevillinger er løbet løbsk under den forrige restaurationsplan, som var alt for slap. Derfor er der desværre langsomt men sikkert opstået en situation, hvor begge parter føler sig presset. Derfor er det også glædeligt, at vi nu har fået mulighed for at sige stop for nye 5 bevillinger. Men det er et langt sejt træk. Jeg håber derfor, at det oprettede dialogforum gennem tæt dialog mellem alle parterne kan være med til at sikre en holdbar situation for alle.
Med den nye restaurationsplan har vi endelig fået bedre mulighed for at kontrollere udviklingen i nattelivet i Indre By. Men kun fremadrettet. Derfor vil de mange nuværende bevillinger bestå, med mindre de ikke opfører sig ordentligt og får anmærkninger af politiet. Og derfor er det så vigtigt med dialogen mellem alle parter. Vi må simpelthen tale sammen og i fællesskab finde nogle løsninger, der kan fungere her og nu.

Carl Christian Ebbesen

Carl Christian Ebbesen, Dansk Folkeparti​
København skal som storby og hovedstad have et spændende og attraktivt natteliv. Samtidig skal der tages hensyn til de mennesker, som bor i Indre By. Der skal være en passende balance mellem natteliv og beboernes ve og vel. Det kræver, at såvel offentlige myndigheder som restauratører og nattelivsgæsterne tager et fælles ansvar for byen og nattelivet.
I juni 2014 varslede vi i Bevillingsnævnet et stop for nye natbevillinger i seks udvalgte gader i Indre By for at dæmme op for stigningen i gener fra nattelivet. Med praksisændringen samt kommunens restaurationsplan er der sat en klar og tydelig kurs for nattelivet. Byen ændrer sig i takt med befolkningstilvæksten, 1000 nye beboere hver måned, og nye byområder, der skyder op. Derfor hilser jeg en debat velkommen om, hvor det fremtidige bar- og restaurationsliv skal udfolde sig.
Jeg ser gerne, at nye barer og restaurationer i højere grad søger mod områder uden beboelse, eksempelvis Gammel Torv, Kongens Nytorv og Kødbyen. Desuden skal der gøres noget ved gadefesten – mennesker, som stimler sammen på et gadehjørne med medbragte øl, sprut og musikanlæg. I stedet bør nattefesterne rykkes indendørs, så støjgenerne minimeres.

LÆS OGSÅ: Københavnske barer til kamp mod ulækkert gademiljø

Jens-Kristian

Jens-Kristian Lütken, Venstre​
Der skal være plads til begge dele i Indre By. København er en by, hvor der bliver stadig flere unge mennesker, så der skal naturligvis være plads til nattelivet.
Vi har vedtaget en restaurationsplan som bestemmer retningen for det københavnske natteliv. Det er et område som der er meget fokus på, så jeg er ikke enig i kritikken. Det er blandt andet en ambition at nattelivet ikke alene skal foregå i Middelalderbyen, men også i de nye bydele, eksempelvis Kødbyen og ved Carlsberg. Det kan være med til at løse nogle af udfordringerne, således at beboerne i Indre By ikke føler at hele København holder fest hver nat udenfor deres vinduer.
For mig er det helt afgørende at vores strategi i forhold til nattelivet er i dialog med både restauratører og beboerne i Indre By. Eksempelvis kan mange problemer løses ved at der etableres rygerum, således at festen ikke flytter ud på gaden.

LÆS OGSÅ: LA: Cosy blev lokket i en fælde

LÆS OGSÅ: Legendarisk homo-bar kan fortsætte morgenfesten

LÆS OGSÅ: Næstformand i Bevillingsnævnet: Undskyld, Cosy!

LÆS OGSÅ: Havde ingen brandgodkendelse i to år: NU lukker kommunen ned for festen

LÆS OGSÅ: Politikere efter lukning af Block 66: Der skal ryddes op i kommunen

LÆS OGSÅ: Efter ulovlig fest i Block 66: Politikere revser Kulturanstalten

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress