Af - 18/08-16 08:11

Pride-ordbog: Det betyder alle LGBT-udtrykkenePride-ordbog: Det betyder alle LGBT-udtrykkene

Under Copenhagen Pride flyver det rundt med LGBT-begreber, og det kan godt være svært at finde rundt i det hele. Derfor har du her en liste over begreber, der er gode at kende til.

storybild

(Billede: tt News Agency)

Cis-heteroseksuel? Heteronormativitet? Gender bender? Det flyver rundt med udtryk og begreber, når der diskuteres LGBT-rettigheder, seksualitet og køn under Copenhagen Pride.

Det kan være en temmelig forvirrende omgang at finde rundt i, hvis man ikke er en del af LGBT-miljøet, men samtidig gerne vil lære mere.

Derfor bringer vi i samarbejde med www.ungdomsbyen.dk og www.trivsels-tanken.dk denne lille ABC, som forklarer en række LGBT-begreber.

Aseksuel:
En aseksuel person er uden sexlyst og/eller uden interesse og behov for at inddrage andre i sin seksualitet.

At være i skabet:
Når en homoseksuel, biseksuel eller transkønnet ikke er sprunget ud endnu.

Bifobi:
Frygt for eller uvilje mod biseksuelle. Dette kan vise sig som udtryk for at biseksualitet bare er en modesag, at biseksuelle er utro mod deres partner, eller at man ikke tør springe ”rigtigt” ud som homoseksuel.

Biologisk køn:
Det køn man er født med – de fleste fødes som enten dreng eller pige, enkelte dog som interkønnede.

Biseksuel:
En biseksuel er en person, som er seksuelt og/eller følelsesmæssigt tiltrukket af og interesseret i personer af mere end et køn. Andre udtryk kan være panseksuel eller omniseksuel.

Bøsse:
Homoseksuel mand.

Cis-heteroseksuel:
En person, som føler sig som sit biologiske køn, og som tiltrækkes seksuelt og følelsesmæssigt af personer af det modsatte køn.

LÆS OGSÅ: Klar til Pride? Her går du hen, når gadefesten slutter

Cis-kønnet:
En person, hvis biologiske køn og oplevede køn (det køn, man føler, man er) er det samme.

Drag king:
Kvinde, som klæder sig som mand for at underholde og/eller udfordre sine egne eller andres grænser og forestillinger om køn.

Drag queen:
Mand, som klæder sig som kvinde for at underholde og/eller udfordre sine egne eller andres grænser og forestillinger om køn.

Gender bender:
Person, der bøjer (engelsk: “bend”) de forventede kønsroller. Nogle identificerer sig med deres biologiske køn, men udfordrer normerne med atypiske kønsroller. Gender benders føler, at det biologiske køn er en unøjagtig beskrivelse af dem.

Hadforbrydelser:
Overgreb lige fra drab, grov vold og voldtægt til nedsættende bemærkninger, spytklatter og latterliggørelse vendt mod en person på grund af tro, etnicitet, handicap, kønsidentitet eller seksuel orientering.

Heteronormativitet:
Betyder meget forsimplet, at man lever og tolker verden efter traditionelle kønsroller. Det eneste rigtige er at tænde på, forelske sig i og leve med en person af det modsatte køn. Opfattelsen er, at man bør rette sig efter de sociale regler for, hvad der er mandligt og kvindeligt. Ordet er sammensat af de to ord: heteroseksuel og normal. Det er blandt andet almindeligt, at heteroseksuelle som udgangspunkt tror, at alle andre er heteroseksuelle - med mindre de giver udtryk for andet. Der kan på den måde være en tendens til at det heteroseksuelle flertal kommer til at presse køns- og seksualitetsopfattelser ned over LGBT-miljøet.

Heteroseksuel:
Person, som er seksuelt og/eller følelsesmæssigt tiltrukket af og interesseret i et andet køn.

Homofobi:
Frygt for og uvilje mod homoseksuelle. Homofobi kan komme til udtryk på mange måder, bl.a. gennem diskrimination og mobning, eller ved at man bruger ordet ”bøsse” eller ”lesbisk” som skældsord.

Homoseksuel:
Person, som er seksuelt og/eller følelsesmæssigt tiltrukket af og interesseret i det samme køn.

LÆS OGSÅ: Homoseksuelle par søger mod de danske storbyer

Ikke-cis-hetero-person:
En person som ikke følger det sædvanlige mønster, men har en anden opfattelse af sit køn eller sin seksuelle orientering end flertallet, fx en lgbt-person.

Interkønnet:
En person hvis biologiske køn er blandet eller uklart. Det kan være variationer i kromosomerne og/eller variationer i det anatomiske og fysiologiske. Tidligere kaldet ”hermafrodit”, et udtryk som nu af mange opfattes som nedsættende.

Kønsidentitet:
Hvordan man selv opfatter sit køn – om man føler sig som dreng, pige eller noget derimellem.

Kønsroller:
Samfundets forventninger om, hvordan en pige/kvinde og en dreng/mand skal opføre sig og se ud for at være ”rigtige” piger/kvinder og drenge/mænd. Det kan dreje sig om udseende, væremåde og/eller egenskaber, som anses for at være specielt feminine eller maskuline.

Kønsudtryk:
Hvordan man viser sit køn, fx tøj, frisure, evt. make-up, bevægelser, aktiviteter m.v.

Lesbisk:
Homoseksuel kvinde.

Lgbt:
Engelsk forkortelse for: ”Lesbian, Gay, Bisexual or Transgender” – altså lesbisk, bøsse, biseksuel eller transkønnet.

Lgbt-person:
En person som er enten lesbisk, bøsse, biseksuel eller transkønnet.

LGBT Danmark:
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – oprettet i 1948.

LGBT Ungdom:
Ungdomsafdelingen under Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – oprettet i 2005.

Naturlig variation:
Et udtryk der viser, at ikke kun det mest udbredte er normalt. Lgbt-personer findes fx i alle samfund og alle kulturer, uanset hvad magthaverne i det enkelte samfund siger. En del påstår fx at homoseksuelle ikke findes i deres land.

Normal:
Nogle mener, at det normale er alt hvad flertallet er/gør. Andre mener, at det normale er langt mere vidtspændende, at mennesker i det hele taget er forskellige og skal have lov til at være det. Se naturlig variation.

Normer:
De uskrevne regler, som bestemmer vores forestillinger om, hvad der er normalt og rigtigt.

Oplevet køn:
Det køn man føler sig som.

Queer:
Begreb, der sætter spørgsmålstegn ved de ”sandheder”, vi har om verden, køn og hvordan vi ”bør” leve, og hvor man stiller spørgsmål til normerne omkring køn og seksualitet. Er det f.eks. naturligt, at man kun må være enten dreng eller pige, og ikke både-og? Hvordan kan det være, at kun heteroseksualitet opfattes som normalt? Man kan også identificere sig som queer, hvorved menes en seksualitet og/eller kønsidentitet, der ikke er entydigt mand, kvinde, heteroseksuel eller homoseksuel.

Seksualitet:
Bredt begreb om næsten alt, der har at gøre med kønsliv og kønsdrift.

Seksuel orientering:
Begreb, som anvendes for at gruppere mennesker ud fra hvem de forelsker sig i og bliver seksuelt tiltrukket af. Seksuel orientering kan være hetero-, homo- eller biseksualitet.

Springe ud:
At fortælle om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet. Ikke-cis-heteroseksuelle oplever at skulle springe ud mange gange i livet, mens cis-heteroseksuelle hele tiden springer ud – altså fortæller om deres forelskelser, parforhold, børn og forældre på selvfølgelige måder, men det ses ikke som ”udspring”.

LÆS OGSÅ: Politiet forhøjer beredskabet til Copenhagen Pride

Transfobi:
Frygt for og uvilje mod transkønnethed, transpersoner og utydelige grænser mellem kønsudtryk. ’Kønsløs’ bruges af nogen som nedladende omtale.

Transkvinde:
En person der føler sig som kvinde, men blev født som dreng. Foretrækker som regel at blive omtalt som ”hun”. Transmand: En person der føler sig som mand, men blev født som pige. Foretrækker som regel at blive omtalt som ”han”.

Transkønnet/transperson:
Samlet begreb for personer, der oplever, at deres kønsidentitet skiller sig ud fra normen eller personer, der ikke føler sig tilpas som deres biologiske køn, men identificerer sig som et andet sted på kønsskalaen. Ikke alle transkønnede ønsker at skifte køn, men nogle gør og søger at få lov til en kønsskifteoperation. En del ønsker hormonbehandling for at komme til at ligne deres ønskede køn. At være transkønnet har ikke noget med ens seksuelle orientering at gøre.

Transvestit:
Person, der klæder eller forklæder sig som det andet køn. Transvestitter har sjældent et ønske om permanent at skifte køn. Det er oftest mænd, der kaldes transvestitter, da grænserne for kvinders påklædning er videre. Transvestisme har intet at gøre med, om man er hetero, bi - eller homoseksuel.

Udtrykt køn:
Hvordan man viser sit køn, fx tøj, frisure, evt. make-up, bevægelser, interesser, aktiviteter m.v

Dette er blot en flig af de begreber, der knytter sig til LGBT. Begreberne udvikler sig konstant. Hvis du kender flere eller er uenig, så deltag i debatten på Facebook.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress