Af - 02/05-16 12:08

Sean blev stukket ned i byen: - Lad det lort blive derhjemmeSean blev stukket ned i byen: - Lad det lort blive derhjemme

Knivvolden i København er vokset voldsomt de seneste år. Et af de mange ofre, der tæller med i den kedelige statistik, er 25-årige Sean Silveira.

Bildstrecke im Grossformat »

Med i alt 149 sager lå knivvolden i København sidste år på det højeste niveau i fem år, viser tal fra Københavns Politi.

En af de mange ofre, der tæller med i den kedelige statistik, er 25-årige Sean Silveira fra København. Han fortæller her, hvordan han oplevede at blive stukket tre gange med en kniv.

Se billederne af Seans ar efter operationen i galleriet øverst

Den 14. oktober sidste efterår havde han netop afsluttet et job som dj på en natklub i indre by. I det han forlader natklubben, ser han en vens lillebror stå og skændes højlydt med sin kæreste.

- De står og skubber lidt til hinanden, og pludselig er der en gruppe drenge, der begynder at blande sig. Så jeg går hen og tager fat i min vens lillebror og siger, ‘nu er det sgu bedst, vi smutter herfra,’ fortæller Sean Silveira.

LÆS OGSÅ: Ny knivlov på plads: Spejdere og jægere går fri

Han bemærker samtidig, at en helt tredje fyr, der ikke har noget med situationen at gøre, også er begyndt at blande sig.

- Han henvender sig direkte til mig og spørger, hvad fanden jeg blander mig for. Jeg svarer tilbage, hvad fanden han blander sig for, hvilket så resulterer i, at han slår mig i ansigtet. Jeg slår så igen, hvilket gør, at han ryger i jorden.

LÆS OGSÅ: Fængselsansatte jubler over ny mulig knivlov

Fyren kommer efterfølgende på benene igen og går hen til en gruppe venner. I mellemtiden forsøger Sean Silveira både at få sin vens lillebror væk og holde et vågent øje med fyren, som han fornemmer vil vende tilbage.

- Pludselig ud af det blå står han igen lige foran mig. Og så er det, at han på denne her ubehagelige måde læner sig ind og lægger armen rundt om mig, som om han vil hviske mig i øret. Og i det han gør det, trækker han en kniv og stikker mig to gange i maven.

Sean Silveira forsøger at vriste sig fri af fyren. Men inden han når at vende sig om og løbe væk, mærker han igen kniven mod sin krop.

- Han stikker mig en sidste gang i siden, hvorefter jeg løber. Han løber så efter mig og råber, at han vil slå mig ihjel.

LÆS OGSÅ: Regeringen og blå blok lemper omstridt knivlov

Kraftigt blødende og med gerningsmanden lige i hælene søger Sean Silveira hen til en Seven Eleven-butik i håb om at finde sikkerhed.

- ‘Åbn baglokalet, åbn baglokalet,’ råber jeg til ekspedienten, som tror, at jeg er ved at lave et røveri, indtil jeg får fjernet min jakke og skjorte, og han kan se, at jeg er fuld af blod på hele kroppen, fortæller Sean Silveira.

Ekspedienten lukker ham ind og ringer efter en ambulance. Frygten for at gerningsmanden skal komme ind i butikken ligger hele tiden og lurer hos Sean Silveira. Han rejser sig og snupper en vand og et stykke chokolade for at holde blodsukkeret oppe, mens han venter. Kort tid efter dukker ambulancen op, og Silveira bliver kørt til Rigshospitalet, hvor han gennemgår en seks timer lang operation.

- De første to knivstik ramte mig i den muskel, der puster lungerne op. Så begge mine lunger var kollapset. Det tredje knivstik ramte mig i milten, hvorfra jeg havde blødt en liter blod, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Daniel blev snittet i ansigtet af en kniv: - Blodet strømmede ud

Da han vågner efter den seks timer lange operation, ser han, at lægerne har åbnet ham op hele vejen fra solar plexus og ned til under navlen.

- Jeg har sådan et ar hele vejen ned ad maven, der ligner en lynlås. De havde sat det sammen med hæfteklammere, som var jeg et stykker papir. Det så meget voldsomt ud.

Halvanden uge efter er Sean Silveira tilbage på benene igen. Det første, han gør, er, at vende tilbage til gerningsstedet.

- Jeg var bange for, at hvis jeg bare lagde mig hjem, så ville denne der frygt for at vende tilbage byen, som er det sted, hvor jeg spiller mange af mine jobs, have bygget sig større. Samtidig ville jeg ikke have, at ham her fyren skulle ødelægge mit gode humør. For jeg er et glad menneske, siger han.


LÆS OGSÅ: Pas på: Knivvold hærger bylivet i København

Gerningsmanden, en 20-årig ung somalier, havde imellem tiden meldt sig selv til politiet og var blevet varetægtsfængslet for forsøg på manddrab.

- Så vidt jeg har kunnet forstå på hans venner, som jeg har snakket med efterfølgende, så var han påvirket af stoffer, da det skete. Jeg tror ikke, det var hans intention, at han ville bruge denne her kniv. Men fordi jeg slog igen og han røg i gulvet, så tog det på han stolthed overfor de andre, siger Sean Silveira.

Her et halvt år senere bliver han stadig mødt med spørgsmålet om, om han fortyder, at han blandede sig i skænderiet, der ledte op til knivstikkeriet.

- Mit svar er nej. Lige siden jeg har var barn har det altid været en del af min natur at forsøge at skille folk ad, hvis de toppedes. Og hvis retfærdighed skal være retfærdighed, så var det jo ham, der trak en kniv - og ikke mig, siger Sean Silveira.

LÆS OGSÅ: Flere knive og skydevåben i sager om grov vold

Selvom han synes, at budskabet om at knive ikke hører hjemme i nattelivet, lyder banalt, håber han alligevel, at hans historie kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang.

- Tænk dig nu om, og lad det lort blive derhjemme. Jeg tror ikke, folk tænker over, hvor meget de ødelægger for sig selv, og hvor meget de kan ødelægge for andre. Man ser måske kun det ene offer foran sig. Men der er jo en masse ting bagved. Noget af det, der har ramt mig hårdest, er, hvordan det har påvirket min familie, min kone og mine venner - og at jeg kunne have været død, hvis blot han havde ramt få centimeter ved siden af, siger han.

Retssagen mod den 20-årige, der er tiltalt for forsøg på manddrab, skal ifølge Sean Silveira for retten inden for de kommende par måneder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress