Beboere kræver fuldt stop for bevillinger i Indre ByBeboere kræver fuldt stop for bevillinger i Indre By

Udsigten til en kæmpe Hard Rock Café på grænsen til Pisserenden er over stregen, mener beboere.

storybild

Beboere i Indre By kræver nu fuldt stop for nye bevillinger, så der ikke kommer flere barer og diskoteker til i området. (Billede: Polfoto/Arkiv)

Fuldt stop for nye bevillinger i Indre By. Sådan lyder kravet nu fra beboere i Nørre Kvarter, også kendt som Pisserenden. Dråben, der har fået det berømte glas til at flyde over for beboerne, er udsigten til, at Hard Rock Café flytter fra Tivoli-hjørnet på Vesterbrogade til Rådhuspladsen ved Vestergade.

- Vi er rystede over, at Hard Rock Café får lov at åbne en café til 1.000 mennesker og holde åbent til klokken tre om natten i Pisserenden, der i forvejen er totalt overbelastet af barer og diskoteker. Politikerne har flere gange erkendt, at kvarteret har nået et mætningspunkt. Nu må det være nok, siger formand for beboerforeningen i Nørre Kvarter Søren Rud og afviser, at beboerne er blevet for sarte til at bo midt i byen.

LÆS OGSÅ: Pisserenden i København er ved at drukne - i pis

- Det kan ikke længere sammenlignes med et almindeligt gå-i-byen-liv. Om natten står der hundredevis af mennesker udenfor barerne. Om morgenen må vi zigzagge gennem bræk, pis og knust glas på gaden, siger han.

Adam Falbert, der står bag Restaurations Kompagniet og mere end 10 barer i Indre By, afviser fuldstændig, at et bevillingsstop er løsningen.

LÆS OGSÅ: Politi: Festen rykker ud på gaden - i hele byen

- Det handler mere om kvaliteten end antallet af de bevillinger, man udsteder. Man må være bedre til at se på virksomhedens økonomi og udstede natbevillingerne med krav om dørkontrol, videoovervågning og lignende. Byen vokser med cirka 1.200 mennesker om måneden. Folk bliver jo ikke hjemme og ser ‘X Factor’ hver aften. Men det er en god ide at skabe ‘gå ud’-miljøer og give nye bevillinger i andre bydele, som man også har set det i Kødbyen, siger han.

LÆS OGSÅ: Historisk Københavner-bar mister morgenbevilling

De to har i årevis kæmpet på hver sin side i bevillingsdebatten, men er nu enige om et krav om klare udmeldinger fra Københavns politikere for at få løst problemerne om områdets vilde natteliv. Også selv om der for kun et års tid siden blev vedtaget en ny restaurationsplan for netop natteliv og bevillinger i København. Men behovet er alligevel stort, fastholder Søren Rud.

- Fordi den plan ikke bliver fulgt. Den er ellers ret tydelig omkring hensyn til beboere. Nu må politikerne tage stilling til, om der fortsat skal være plads til beboelse i vores bydel. Hvis de beslutter, at Indre By skal være et rent tivoli, må vi selvfølgelig respektere det, men må så stemme på nogle andre til næste valg. Men indtil de beslutter sig, mener vi, at der bør være fuldt stop for nye bevillinger, siger han.

LÆS OGSÅ: Flere spulevogne sættes ind mod portpissere

Også Adam Falbert efterlyser en ny debat.

- Debatten er vigtig, for det kommer bag på mange, hvor massivt byen vokser. Vi skal skabe plads til alle de nye med boliger, butikker og restaurationer. Endvidere er det vigtigt, at politikerne har en tæt dialog med branchen og beboere, så vi sikrer, at loven bliver overholdt, og vi løbende debatterer udfordringer​, siger han.

LÆS OGSÅ: Vildt natteliv får politikere til at ryge i flæsket på hinanden

Blandt andre næstformand i Bevillingsnævnet Leif Donbæk (SF) og medlem af Bevillingsnævnet Lilian Parker Kaule (LA) har også tidligere efterlyst en ny politisk debat om nattelivet i København.


LÆS OGSÅ: Politiet opruster i nattelivet: Slut med støj, utryghed og gade-tisseri

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress