Annonce
08/11-16 09:52; Opdateret: 11/11-16 13:26

Havde 100.000 kr. til gode - der er fejl i hver 4. lærlingesagHavde 100.000 kr. til gode - der er fejl i hver 4. lærlingesag

Løntjek: Thomas Christensen, formand for Blik&Rør i Nord- og Midtjylland, oplever mange positive reaktioner, når han fortæller fremtidens vvs’ere om overenskomster og arbejdsmarked.

storybild

Thomas Christensen, kredsformand for Blik og Rør Nord- og Midtjylland (Billede: Thomas SjØrup)

Da en 30-årig nybagt vvs’er for et år siden opdagede, at han havde været lønnet forkert i sine tre år som voksenlærling, fandt han ikke alene ud af, at han havde over 100.000 kroner til gode. Hans sag satte også gang i en lille lavine.

Det viste sig nemlig, at to af de andre lærlinge i firmaet også havde fået udbetalt for lidt – og tilsammen kunne indkassere knap 60.000 kroner før skat.

Få gode råd til at tjekke din lønseddel her

"I alle tre tilfælde var der tale om fejl, som var nem at forklare – og ikke skyldtes ond vilje i firmaet. Tværtimod bidrog deres mester til at undersøge, om alle lærlinge var placeret korrekt. Det er jo heller ikke i hans – eller andre arbejdsgiveres – interesse, at lærlingene pludselig kommer løbende og skal have efterbetalt en masse penge," siger Thomas Christensen.

Han er formand for Blik&Rør i Nord- og Midtjylland, og det var ham, der sidste år var involveret i de tre sager:

"Historien om voksenlærlingen kom i aviserne i forbindelse med fagbevægelsens løntjekkampagne i 2015, og den er et rigtig godt eksempel på, at synlighed nytter. Når en lærling fortæller, at han – eller hun – har fået for lidt i løn, begynder kammeraterne at interessere sig for deres lønsedler. Mund-til-øre-metoden virker altså," siger Thomas Christensen.

Fejl i hver fjerde sag
I det forløbne år har op mod 40 vvs-lærlinge henvendt sig til Thomas Christensen for at få tjekket deres lønseddel, og den nord- og midtjyske fagforeningsformand skønner, at der har været fejl i hver fjerde sag. En del af dem udspringer af, at stadigt flere lærlinge kommer på korttidsaftaler i deres firmaer, og derfor sker der flere fejl, når skal placeres korrekt på lønstigen:

"Nogle fejl er store og betydelige, og andre er ret små. Men i alle tilfælde forsøger vi at klare det på en måde, så det er lærlingen selv, der kontakter sin mester og fortæller, at der vist er sket en fejl. Lærlingen ved, hvor meget han har til gode – og i langt de fleste sager er mesteren enig og sørger for, at der bliver rettet op. Vi blander os først for alvor, hvis firmaet afviser kravet. Det er en ret god måde at gøre det på," siger Thomas Christensen.

Få gode råd til at tjekke din egen lønseddel her


De reagerer positivt

Derudover opsøger fagforeningen også lærlingene, når de er på skolebænken på de tre store erhvervsskoler i Aarhus, Aalborg og Herning. For den fysiske kontakt, hvor fagforeningen møder lærlingene face to face, er stadig den absolut foretrukne model ifølge Thomas Christensen:

"Her er der tilsammen tæt på 400 lærlinge, som vi møder to-tre gange i deres skoleforløb. Vi fortæller dem om, hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen. Men vi fortæller vi dem også, hvor vigtigt det er at hente lønsedlen i e-boksen og tjekke den – og at de altid kan kontakte os, hvis de er i tvivl. Og vi oplever, at næsten alle lærlinge er positive overfor fagforeningen og gerne vil melde sig ind, når vi forklarer dem disse ting," siger han.