Af Ritzau - 01/09-16 10:05

PORTRÆT: Kongen af Novo Nordisk abdicererPORTRÆT: Kongen af Novo Nordisk abdicerer

Lars Rebien Sørensen er kaldt verdens bedste topchef, og omsætningen i Novo Nordisk er mangedoblet under ham.

storybild

Novo Nordisk får en ny mand i toppen. Nuværende topchef Lars Rebien Sørensen stopper med årets udgang, og Lars Fruergaard Jørgensen overtager. (Billede: Free/Novo Nordisk)

Lars Rebien Sørensen havde egentlig kontrakt i Novo Nordisk til 2019, men i årevis har det været et emne i analytikerkredse og erhvervsmedier, hvilken kronprins der skal være hans efterfølger som topchef i medicinalgiganten Novo Nordisk.

Måske fordi pladsen bliver svær at fylde ud efter manden, der har sendt Bagsværd-virksomheden op i den absolutte superliga af insulinproducenter.

Lars Rebien Sørensen er blandt andet flere gange kåret til verdens bedste topchef af magasinet Harvard Business Review.

Begrundelsen lyder, at han skaber stærke resultater, men samtidig har styr på miljøhensyn og social ansvarlighed.

Det har Lars Rebien blandt andet i kraft sit engagement i projekter om social ansvarlighed og sin insisteren på, at man godt kan tjene rigtig mange penge, selv om man opfører sig ordentligt.

Men der har også været dårlige sager i Novo-bossens tid.

For eksempel om medicinalselskabers håndhævelse af patentrettigheder i fattige lande, kritik af dyreforsøg og "olie for mad"-skandalen, hvor selskabet blev afsløret i at have handlet ulovligt med Saddam Husseins regime i Irak.

Men den nu 61-årige Lars Rebien Sørensen har formået at bevare sit image som mr. Clean hele vejen - måske ved at insistere på åbenhed og ved at tage initiativer, der kommer kritikken i møde.

Han har blandt andet stået bag en fond, som skal bekæmpe diabetes i ulandene, gået i dialog med dyreværnsgrupper om bedre forhold for forsøgsdyr og har sat et mål om at skære kraftigt på Novos CO2-udledning til gavn for klimaet.

Samtidig har han markeret sig som skarp debattør. For eksempel om bedre forudsætninger for vækst i erhvervslivet og om behovet for højere løn til topcheferne.

Han kom til Novo Nordisk i 1982 som nyuddannet forstkandidat fra den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole ansat inden for marketing af enzymer.

Samtidig tog han en HD i international handel, klatrede siden op ad karrierestigen og blev i 1994 medlem af direktionen.

Siden 2000 har han siddet helt i toppen af den danske medicinalgigant, som i dag er Danmarks mest værdifulde selskab.

Da Rebien overtog topposten, omsatte Novo Nordisk for 20,8 milliarder kroner og havde et nettoresultat på 3,1 milliarder kroner.

Det var i 2015 vokset til 108 milliarder kroner i omsætning og et nettoresultat på 34,9 milliarder kroner.

Lars Rebien Sørensen kunne i 2012 fejre 30 års jubilæum i Novo.

Også i sit privatliv mestrer han det lange, seje træk og har blandt andet løbet maraton i Berlin og New York samt 90 kilometer langrend i det svenske Vasaløbet.

Lars Rebien Sørensen er gift med Charlotte Idin Sørensen, og sammen har de tre børn.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress