Af Ritzau - 13/10-16 10:24; Opdateret: 13/10-16 11:13

Formand ærgrer sig over Nordeas farvel til SwippFormand ærgrer sig over Nordeas farvel til Swipp

Swipp-formand havde gerne set, at storbanken Nordea havde fortsat sit engagement bag fælles betalingsløsning.

storybild

Storbanken Nordea skifter nu betalingsløsning fra Swipp til MobilePay. Det ærgrer Anders Jensen, formand for Swipp-samarbejdet, som op mod 70 banker står bag. (Billede: Free/Johansen Linda)

Formanden for betalingssamarbejdet Swipp, Anders Jensen, ærgrer sig over, at storbanken Nordea forlader samarbejdet om betalingsløsningen til fordel for konkurrenten MobilePay.

- Vi havde naturligvis gerne fortsat samarbejdet med Nordea om vores fælles mobile betalingsløsning.

- Nordea har valgt en anden vej, og det tager vi til efterretning. Swipps services over for vores kunder fortsætter uforandret, siger Anders Jensen, der er direktør i Nykredit, i en kortfattet skriftlig kommentar.

Swipps pressechef oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Danske Bank lancerede MobilePay i 2013. App'en har i dag 3,2 millioner registrerede brugere.

Op mod 70 banker og pengeinstitutter står bag Swipp-samarbejdet. Men med op mod 900.000 brugere har Swipp-løsningen ikke nået samme udbredelse som MobilePay.

Danske Bank oplyser, at man regner med, at andre banker vil tilslutte sig MobilePay efter Nordeas beslutning.

Derfor lægger banken app'en over i et selvstændigt datterselskab.

Danske Bank skal dog ikke regne med, at nordjyske Spar Nord også tilslutter sig MobilePay.

- Nordeas beslutning har ingen konsekvenser for vores kunder, og Spar Nord fortsætter derfor samarbejdet med de øvrige banker i Swipp med henblik på fortsat at udvikle nye digitale betalingsløsninger til gavn for såvel kunder som bankerne i Swipp-fællesskabet, siger direktør Lasse Nyby, Spar Nord, i en skriftlig kommentar.

Hos en anden markant spiller på markedet, Jyske Bank, oplyser kommunikationsafdelingen, at man ikke har nogen kommentar til sagen.

Sydbank er ikke vendt tilbage på Ritzaus forespørgsel.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress