Af Ritzau - 29/09-16 07:35

Her kan du klage over forsinkede fly gratisHer kan du klage over forsinkede fly gratis

Flere firmaer hjælper mod betaling med at søge kompensation, hvis man bliver forsinket på sin flyrejse. Men der findes en gratis klagevej.

storybild

Kommer man mere end tre timer for sent til sin destination, så har man ifølge EU-regler krav på økonomisk erstatning. (Billede: Free/Colourbox)

Mange har prøvet det. Flyveren er flere timer forsinket, eller måske bliver man afvist ved check-in på grund af overbookning. En rigtig ærgerlig situation.

Heldigvis har EU indført nogle regler, der skal sikre passagerer økonomisk kompensation ved sådanne tilfælde. Problemet er blot, at mange flyselskaber, ifølge Forbrugerrådet Tænk, ikke følger reglerne.

Det er der en række firmaer, der lukrerer på. De påtager sig gerne en sag mod flyselskabet mod til gengæld at få del i kompensationen.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk bør passagerer dog gå en anden vej.

- Vi anbefaler, at passagererne går til Trafikstyrelsen, og dermed undgår at betale noget af deres erstatning til de her selskaber. Det er gratis og man får den samme sagsbehandling, siger Asta Ostrowski, der er seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

Alene herhjemme er der en håndfuld firmaer, der påtager sig denne type sager. Fælles for dem er, at de skal have mellem 20 og 25 procent af kompensationen, hvis sagen vindes. Hvis den tabes, er det gratis.

- Når nu der er en gratis vej, så er det jo ærgerligt, at forbrugerne betaler penge for noget, som myndighederne stiller til rådighed gratis, fortæller Asta Ostrowski.

Hos Trafikstyrelsen har man siden 2013 haft knap 6300 klagesager. Til sammenligning har firmaet flyforsinkelse.dk ifølge selskabet selv behandlet godt 30.000 klager.

- Vi laver et meget bedre stykke arbejde end Trafikstyrelsen, og vi er parat til at forfølge sagen hele vejen, også videre til retssystemet, hvis det kræves, siger direktør i flyforsinkelse.dk, Johan Fugmann, der også mener, at sagsbehandlingstiden hos Trafikstyrelsen er alt for lang.

Hos Trafikstyrelsen vedkender pressechef, Kim Voigt Østrøm, at det kan tage lang tid. Fra få uger op til flere måneder.

- Det er måske derfor, nogle forbrugere føler sig fristet af at gå til en privat udbyder. Det er fair nok. Vi tilbyder en grundig og saglig sagsbehandling, men gebyret er til gengæld nul kroner, siger han.

Eksempler på erstatning:

- Forsinkelse på mere end tre timer fra EU-lufthavn til destination uden for EU, mere end 3500 kilometer: 4470 kroner.

- Forsinkelse på mere end tre timer fra EU-lufthavn til destination inden for EU, mindre end 1500 kilometer: 1860 kroner.

- Forsinkelse på mere end tre timer fra lufthavn uden for EU til EU-lufthavn med EU-selskab, mellem 1500 og 3500 km: 2980 kroner

- Læs mere om kompensationsregler her: http://www.forbrugereuropa.dk/Koeb-og-rettigheder/Flyrejser/Flyrejser

Kilde: Forbruger Europa

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress