Af Ritzau - 05/10-16 10:00

Skal du influenzavaccineres? Så er det nuSkal du influenzavaccineres? Så er det nu

Influenzasæsonen strækker sig fra december til marts, men lægerne vaccinerer allerede nu. Bliv klogere på, om du skal lade dig stikke.

storybild

Mange lægehuse begynder allerede nu at vaccinere mod influenza. Ældre, syge og gravide patienter kan blive vaccineret gratis. (Billede: Free/Colourbox)

Termometeret banker i vejret. 40 grader. Men du ryster samtidig af kulde. Særligt de små muskler bag øjnene gør ondt. Du hoster og har ondt i halsen.

Hvert år vender influenzaen tilbage i en ny udgave, der trænger ind bag kroppens forsvar. De fleste rejser sig efter en til to uger fra sygesengen. Men for en udsat gruppe af ældre, kronisk syge, sygdomsramte og svært overvægtige, kan influenzaen være livsfarlig.

Er du i risikogruppen er det bare med at booke tid til vaccination, så du er bedre garderet mod at fange sygdommen, når sæsonen går i gang.

- I Danmark ses det vanligvis, at influenzasæsonen strækker sig fra december til marts. Der går 2-3 uger fra vaccinationstidspunktet til beskyttelsen indtræder, og det anbefales at blive vaccineret nu, siger assisterende læge i Sundhedsstyrelsen, Ane Just Ohrt.

Fra år til år kan influenzaforekomsten blive markant højere end forventet. Under en epidemi kan op til 20 procent af befolkningen blive ramt af sygdommen.

De fleste lægger sig under dynen og går aldrig til læge under sygdomsforløbet. Og derfor ved man ikke, hvor mange der rent faktisk bliver ramt af influenza, forklarer Ane Just Ohrt.

I 2015 registrerede hospitalerne 5.152 patienter med influenza, hvoraf 325 kom i intensiv behandling. 80 af dem havde underliggende sygdom eller var ældre end 64 år. Omkring 1.000 personer døde som følge influenza.

Siden starten af 1990'erne er det lykkedes at halvere antallet af influenzarelaterede dødstal - blandt andet fordi vaccinen er gratis for personer i risikogrupperne.

Men mange går stadig i stor bue uden om nålen. I en TNS Gallup-måling for nylig svarede omkring halvdelen af ældre over 65 år og kronisk syge, at de formentlig ikke ville blive vaccineret.

Gunver Lillevang, der er praktiserende læge i Roskilde, fortæller, at mange lægehuse netop nu har særlig fokus på at forberede risikogrupperne på influenzasæsonen.

- Vi er mange lægehuse, der har vaccinationsdage i starten af oktober, så vi kan nå at vaccinere rigtig mange. Det er bare med at få meldt sig, især hvis man ligger i en af risikogrupperne, siger hun.

Du kan også blive vaccineret mod influenza, selv om du ikke er i en risikogruppe. Så koster det typisk fra 200 til 400 kroner hos lægen.

Fakta: Disse grupper bør lade sig vaccinere:

- Personer, der på vaccinationstidspunktet er fyldt 65 år

- Førtidspensionister

- Kronisk syge med følgende lidelser, efter lægelig vurdering: kroniske lungesygdomme, hjerte- og karsygdomme, diabetes 1 eller 2, immundefekt, påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft, kronisk lever- og nyresvigt

- Svært overvægtige (BMI over 40) efter lægelig vurdering

- Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

- Gravide i 2. og 3. trimester

- Husstandskontakter til svært immunsupprimerede patienter (medfødt eller erhvervet immundefekt) efter lægelig vurdering

Kilde: Sundhedsstyrelsen.dk

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress