Af Ritzau - 25/08-16 12:38

Landbruget: Tilbud om at sløjfe gæld kræver omtankeLandbruget: Tilbud om at sløjfe gæld kræver omtanke

Konvertering af gæld til lånekapital kan være redning for nogle nødlidende landmænd, siger landbrugsformand.

storybild

Sydbank vil tilbyde at sløjfe gæld i landbruget for op mod en halv milliard kroner ved at omdanne gæld til ansvarlig lånekapital. Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild mener, det vil være relevant for nogle landmænd, mens det kun vil trække pinen ud for andre. (Billede: Free/Colourbox.com)

Økonomisk trængte landmænd skal tænke sig grundigt om, før de siger ja til et tilbud fra Sydbank om at omdanne gæld til ansvarlig lånekapital.

Det siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

- Den enkelte landmand skal gøre op med sig selv, om han tror på, at det kan give ham en fair chance for at komme oven på i løbet af de næste tre, fire, fem år.

- Hvis det kun er et spørgsmål om at blive ved med at arbejde gratis uden belønning for indsatsen, så skal man ikke gå ind i sådan en aftale, siger Martin Merrild.

Sydbank tilbyder at fjerne gæld for op mod en halv milliard kroner i landbruget ved at konvertere udvalgte landmænds gæld til ansvarlig lånekapital.

Dermed slipper den enkelte landmand for at betale afdrag og renter på gælden.

Det kan være en god løsning for nogle landmænd, vurderer Martin Merrild.

- Hvis landmanden kan se sig selv i det, så er det en chance for at overleve. Så landmanden skal gøre op med sig selv, om han kan se sig selv i at få banken som en slags medejer, siger Martin Merrild.

Omvendt kan håndsrækningen fra Sydbank også være med til at trække pinen ud for landbrug, der umuligt kan få bedriften til at løbe rundt.

- Landmanden skal sammen med sine rådgivere være utroligt skarpe på at vurdere, om det kan bringe bedriften på fode igen. Hvis der er en fair chance for det, så synes jeg, at man skal kigge positivt på det.

- Hvis man kommer frem til, at det kun vil forlænge perioden med slid og slæb uden belønning, så synes jeg, at man skal aftale en afvikling med sine kreditorer. Det er fuldstændig individuelt, siger Martin Merrild.

Han anerkender, at der skal tænkes ud af boksen, når det gælder veje ud af den aktuelle krise.

- Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, ville jeg helt sikkert have advaret mod, at man overlader en del af ejerskabet til en virksomhed, fordi man står i en presset situation.

- Men vi står i en situation med så mange nødlidende bedrifter, at vi er nødt til fordomsfrit at se på alle de muligheder, der kan bringes i spil, siger formanden for Fødevarer & Landbrug.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress