Af Ritzau - 01/09-16 13:30

Sådan finder du den rigtige madrasSådan finder du den rigtige madras

Din ryg har næppe råd til en dårlig madras i det lange løb. Se eksperternes råd til, hvordan du finder den bedste madras til din krop.

storybild

Det behøver ikke at koste 50.000 kroner at komme til at sove godt om natten. Det vigtigste er, at du afsætter god tid til at prøve dig frem. Måske tager det op til tre måneder, før kroppen ved, om madrassen passer i det lange løb. Og så er det vigtigt, at butikken har en "sovegaranti". (Billede: Free/..)

Du bruger omkring en tredjedel af dit liv på at sove. Og desværre kan du let sove dig til en dårlig ryg, hvis madrassen ikke passer til din krop.

Det oplever fysioterapeut Hans Henrik Gaden fra Århus Elite Stadion Fysioterapi i sit daglige arbejde. Derfor er hans første spørgsmål til patienter med ryg-gener altid, hvordan de sover om natten.

- Som tommelfingerregel kan man sige, at hvis du vågner om morgenen med mere ondt, end da du lagde dig til at sove, er det ofte et tegn på, at der er noget galt med sovestillingen, siger han.

Som kiropraktor, hvor man i høj grad arbejder med rygsøjlen som udgangspunkt, møder man også ofte spørgsmål om senge og madrasser, fortæller Christian Stamer fra Kiropraktisk Klinik i Kolding.

- En patient fortalte, at han havde det bedre i ryggen ved at sove i en anden seng i huset eller på ferie. Det kan give et praj om, hvorvidt sengen er for blød eller hård, siger Christian Stamer.

En god seng eller madras behøver ikke at koste 50.000 kroner. Det vigtigste er, at den passer til din krop, siger Hans Henrik Gaden.

- Du behøver ikke at bruge mere end 5000 kroner, selv om pris og kvalitet ofte hænger sammen i det lange løb. Du skal finde ud af, hvad der passer til dig. Det er individuelt, om det er koldskum, skummadras, springmadras eller noget helt andet, siger han.

Fakta: Sådan vælger du den rigtige madras

- Sæt god tid af. Du skal ikke komme ind i butikken i sidste øjeblik, smide dig i et par senge og træffe en hurtig beslutning. Vælg de forretninger, hvor du har mulighed for at prøve madrassen og bytte den til en anden, hvis den ikke passer.

- 60 - 90 dages prøvetid. En del forretninger har en såkaldt sovegaranti. Og faktisk tager det som regel også 60-90 dage, før kroppen har fundet ud af, om en madras er rigtig. Du kan ikke afgøre det i forretningen på to minutter.

- Gå efter en butik med ekspertise. Du skal sikre dig, at sælgeren ved, hvad han snakker om, så du kan få den rigtige vejledning. Samtidig skal du vide, hvilken type "sover", du er. Hvis du for eksempel sveder rigtig meget om natten, skal sælgeren vide, hvilken type materiale, du skal sove på.

- Tag din partner med. Hvis man er to, der sover sammen, går det ikke, at den ene part vælger seng eller madras. Det er ofte sådan, at manden skal have en lidt hårdere madras end kvinden på grund af vægtforskellen. Derfor er det også et godt tip at gå efter en todelt seng, med mindre man er ens i vægt og form.

- Gå efter store senge. Hvis der er plads til det, kan sengen ikke blive for stor. Mange ligger og vender og drejer sig om natten. Og det kan forstyrre søvnen, hvis man lige pludselig ligger på kanten af sengen. Hvis der også skal være børn i sengen nogle gange, går det ikke med en lille madras.

- Vent hvis du er gravid eller skal tabe dig

Er du gravid eller ved du, at du kommer til at tabe en stor del af din kropsvægt som følge af en slankekur, bør du vente med at gå på jagt efter en ny madras. Kun når du har en stabil vægt og kropsform, kan du finde ud af, om madrassen passer til dig i det lange løb.

Kilde: Hans Henrik Gaden, Århus Elite Stadion Fysioterapi.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress