Af Ritzau - 25/10-16 11:08

Sæsonen er i gang: Så sunde er græskarSæsonen er i gang: Så sunde er græskar

Græskarret kan bruges til meget andet end at lave Halloween-dekorationer. Få de bedste råd til madlavning med græskar her.

storybild

Husk at nyde græskarsæsonen, mens den er der. (Billede: Free/Bjarne Christensen/colourbox)

Halloween er over os, og det er en populær fritidsbeskæftigelse for børnefamilier at lave de populære græskarhoveder med lys i, som man kender fra USA.

Men græskarret kan bruges til meget andet. Det er også en rigtig god spisegrøntsag, fortæller Erwin Lauterbach, der er kok på Restaurant Lumskebugten i København.

Han er stor fan af hokkaidosorten, som i hans øjne er rigtig god til madlavningen.

- Mange græskertyper kan godt blive lidt tørre i smagen, men det gør hokkaido ikke. Den er til gengæld meget cremet i smagen, siger han.

Der findes også mange andre typer græskar, som du kan benytte sig af i køkkenet. Der er det klassiske store græskar, som man kender fra Halloween-udsmykningerne, men der findes også mindre varianter som hokkaido og muskatgræskar.

Ifølge Erwin Lauterbach er græskar nemt at tilberede. Han anbefaler at koge græskarkødet i et kvarter sammen med svitsede løg for efterfølgende at blende det til en puré.

Herefter kan du selv bestemme, om du vil beholde retten som en puré, eller om du vil tilføje mere væske og lave puréen om til en suppe.

Særligt hokkaido-græskarret er også godt at bage i ovnen for at lave græskarfritter. Det kan blandt andet bruges som et alternativ til kartofler.

Det er dumt ikke at udnytte græskarret i disse måneder, mener Erwin Lauterbach.

- Det er meget billigt og nemt at bruge græskar i madlavningen. Hvis ikke man spiser græskar minimum en gang om ugen i denne periode, har man for mange penge, siger Erwin Lauterbach.

Græskar er samtidig et sundt valg, fortæller Cathrine Ilsøe, der er klinisk diætist.

- Græskarret er primært kendt for at have et lavt kalorieindhold. 100 gram græskar indeholder 20 kalorier, mens 100 gram gulerødder indeholder 42 kalorier, siger hun.

Derudover har græskar et højt indhold af A-, B- og C-vitamin samt folinsyre, som gravide kvinder har behov for. Og så giver græskar samtidig en stor mæthedsfornemmelse for få kalorier, siger Cathrine Ilsøe.

Den orange grøntsag dyrkes mange steder herhjemme, og derfor kan du i langt de fleste danske supermarkeder få danske græskar i øjeblikket.

Sæsonen for græskar starter i slutningen af august og slutter omkring juletid.

Fakta: Opskrift på den perfekte hokkaidokompot/-sovs med tranebær.

Til fire personer:

- 250 gram græskarterninger.

- 250 gram tranebær.

- Fem fed hvidløg.

- Saft af en citron.

- To deciliter vand, grøntsagsbouillon eller hønsebouillon.

- Grønt drys af mindst en deciliter hakket persille eller en god håndfuld frisk oregano.

- Salt, peber og lidt reven citronskal.

Fremgangsmåde:

- Kog hvidløgene møre i vand/bouillon og citronsaft.

- Tilsæt græskarterningerne og damp dem møre under låg.

- Sigt væsken op i en skål og mos græskarterningerne let.

- Tilsæt tranebærrene og en passende mængde af væsken.

- Damp tranebær og græskar sammen under låg ved svag varme i tre til fem minutter.

- Tilsæt salt, peber og lidt citronskal.

- Juster konsistensen med resten af væsken.

- Afkøl.

Græskarkompotten passer fint som tilbehør til svinekød eller vildt.

Kilde: Erwin Lauterbach

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress