Af Ritzau - 09/11-16 17:15; Opdateret: 09/11-16 18:02

Ingen panik på det danske aktiemarked efter Trump-sejrIngen panik på det danske aktiemarked efter Trump-sejr

Katastrofen udeblev på det danske aktiemarked onsdag. Udsigten til Donald Trump som præsident skabte dog fald.

storybild

Aktiemarkederne har taget Donald Trumps sejr med ro. / AFP PHOTO / JIM WATSON (Billede: Scanpix/Jim Watson)

Det var frygtet, at valget af Donald Trump som USA's næste præsident ville skabe store udsving på det danske aktiemarked onsdag. Den helt store reaktion udeblev dog.

Samlet faldt det toneangivende aktieindeks OMX C20 Cap med 0,7 procent til indeks 952.

- Der er nok mange, der ikke helt forstår, hvad der foregår. Fra morgenstunden så vi det, vi havde forventet. Aktierne faldt meget i en form for rygmarvsreaktion.

- Men inden for få timer vendte det. Det kan hænge sammen med, at Donald Trump i sin tale efter sejren virkede langt mere modereret end tidligere, siger chef for aktieanalyse hos Sydbank Jacob Pedersen.

Novo Nordisk endte med en stigning, da Hillary Clinton har haft blik på de høje medicinpriser i USA. Med hende ude af billedet mindskes frygten for, at Novo Nordisk kan få mindre for sine produkter i landet.

Vestas fik til gengæld for anden dag i træk en kindhest, der kan mærkes. Aktien faldt 8,5 procent, da Donald Trump gentagne gange har udtrykt sin støtte til fossile brændstoffer og sin skepsis over for klimaforandringer, som han har postuleret er en kinesisk konspiration.

Donald Trump har skabt nervøsitet på markedet, da han offentligt har udtalt, at han vil annullere frihandelsaftaler, ikke betale USA's statsgæld i dens nuværende form samt deportere et tocifret antal millioner latinamerikanske migranter.

Der ud over har han ytret skepsis over for forsvarsalliancen Nato og stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor USA ikke bruger sit atomarsenal mere aktivt.

Men dagen efter valget tager investorerne altså situationen med ro.

- Vi så den samme teflonreaktion efter brexit, hvor al den frygt, der burde sende aktiemarkedet ned, ikke gjorde det. Vi lever i en skør verden, hvor situationen på finansmarkederne i forvejen er ekstrem. Så handlerne venter og ser, siger Jacob Pedersen.

Det er samtidig en faktor, at verdens centralbanker i øjeblikket sender milliarder og atter milliarder dollar ud i markedet.

- Jeg plejer at sige, at der er spredt "lavrente- og likviditetslykkepiller" ud over markedet.

- Så investorerne har taget den glade hat på og afventer, hvad der sker. Men det er klart, at ender Donald Trump med rent faktisk at repræsentere den geo- og sikkerhedspolitiske risiko, som man har lov til at frygte, at han gør, så kommer der en kraftig reaktion, siger Jacob Pedersen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress