Af Ritzau - 12/10-16 13:26

Hjælp Vadehavet: Spis løs af invasiv østersHjælp Vadehavet: Spis løs af invasiv østers

Stillehavsøsters fortrænger blåmuslingen, som mange fugle i Vadehavet lever af. Nu kan du hjælpe til ved at samle og spise den invasive art.

storybild

Østers au naturel - med citron til. Men bløddyret kan faktisk også tilberedes på utallige andre måder. Lige nu bugner de danske farvande - især Vadehavet - af spiseklare stillehavsøsters. (Billede: Free/Wikimedia Commons / Gnu Free License)

Træk i gummistøvlerne og fyld spanden med spiseklare østers, samtidig med at du bidrager til beskyttelsen af det danske havmiljø.

Sådan lyder øjeblikkets slagtilbud og forslag til en frisk efterårsferie-aktivitet i den danske del af Vadehavet for fans af det spiselige bløddyr.

- Du gør miljøet en tjeneste, samtidig med at du oplever Vadehavet fra sin allerbedste side lige nu. Lige kulminerer træktiden for masser af arktiske ynglefugle, der flyver sydover. Og så er der masser af gæs og vadefugle, fortæller biolog Jan Steinbring Jensen, der er specialkonsulent i Naturstyrelsen.

Vadehavet er en del af Nordsøen og strækker sig fra Ho Bugt ved Esbjerg til den hollandske by Den Helder. I den danske del af det Unesco-beskyttede havområde er nordøstsiden af Rømø det ideelle sted at indsamle østers. Men i princippet findes østers overalt i de indre danske farvande.

- Grunden til, at vi taler så meget om Vadehavet i den forbindelse, er, at østersen er lettest tilgængelig dér, fordi vi har det særlige lavvande, hvor vaderne bliver blotlagte. Det har man ikke i ligeså udpræget grad i Limfjorden eller i de andre farvandsområder, siger Jan Steinbring Jensen.

Med en skarp østerskniv ved hånden kan det salte bløddyr nydes med det samme, mens man kigger på fugle. Men det kan godt være for heftigt for nogen, fortæller køkkenchef hos Compass Group Danmark i Esbjerg, Jacob Møller Justesen.

- Hvis du i princippet godt kan lide din østers rå, men synes, det smager lidt for meget af havvand, så hæld vandet af øjeblikkeligt, når du åbner den. I det sekund, du skærer østersen fra skallen, frigør den sin egen saft, der smager bedre end havvandet, fortæller han.

Åbningen af østers er lidt af en barriere for mange mennesker, men det er ikke sværere, end at du mestrer teknikken lidt efter lidt.

- Det, der forskrækker folk lidt, er at få den åbnet. Men når du først har lært det, er der masser af muligheder for at tilberede østers, fortæller Jacob Møller Justesen.

Fakta om stillehavsøsters:

- Stillehavsøstersen betragtes som en invasiv art, der ændrer havmiljøet og i særlig grad truer den unikke forekomst af europæisk østers i Limfjorden, hvor et helt erhverv er truet.

- Den fremmede østers er kommet hertil i takt med stigninger i havtemperaturerne og kan kendes på sin aflange form og tykke skal - den europæiske østers er mere rund og kødfuld.

- Stillehavsøstersen findes overalt i de indre danske farvande. Vadehavet er ideelt til indsamling på grund af det særlige lavvande. Her kan man i øjeblikket fylde en hel spand på 15-20 minutter.

- Husk gummistøvler, spand og østerskniv. På nettet kan du finde en højvandstabel for Vadehavet. Der er højvande to gange i døgnet. Lavvande ligger seks timer efter højvande.

- Indsaml kun østers i de måneder, der slutter på 'r'. Det vil sige fra september til februar. I de resterende måneder er der risiko for, at østersen har filtreret giftige alger, som man kan blive syg af at indtage.

Kilder: Jan Steinbring Jensen, Naturstyrelsen, Jacob Møller Justesen

Se Jacob Møller Justesens østersguide her: https://www.youtube.com/results?search_query=jacob+møller+justesen

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress