Af Ritzau - 04/09-16 21:55

Nordea-direktør tror ikke på højere bidragssatserNordea-direktør tror ikke på højere bidragssatser

Nordea Banks direktør kan ikke forestille sig, at det bliver muligt at hæve bidragssatserne yderligere.

storybild

Boligejerne behøver ikke være nervøse for, at deres bidragssatser ryger endnu højere op. Det mener bankdirektør Peter Lybecker. (Billede: Scanpix/Mogens Ladegaard)

Mange boligejere har de senere år måttet se de månedlige afdrag på deres realkreditlån vokse, efterhånden som flere realkreditselskaber har hævet bidragssatserne.

Og i en situation, hvor kapitalkravene til realkreditten ser ud til at blive strammet endnu mere, sidder der nok en del og frygter, om de næste prisstigninger så småt er på vej.

Men det er der ingen grund til, mener Peter Lybecker, der er administrerende direktør for Nordea Bank Danmark.

Han siger til Berlingske, at konkurrencen på realkreditmarkedet vil bremse bidragssatsernes himmelflugt.

- Det er svært for nærværende at tro, at der kommer højere priser på realkreditlån.

- Med henblik på blandt andet de stigende kapitalkrav kan man godt argumentere for yderligere prisstigninger, men jeg ser ikke, at der er rum for, at man konkurrencemæssigt lige nu kan tro på, at bidragssatserne skal højere op, siger Peter Lybecker til avisen.

Blandt de fire store realkreditselskaber er det kun BRF Kredit, der endnu ikke har forhøjet bidragssatserne.

Her har administrerende direktør Carsten Tirsbæk ingen planer om at ændre på priserne lige foreløbig.

- Hvis vores omkostninger til kapital stiger betragteligt, så får det selvfølgelig en effekt, også for kunderne i vores koncern.

- Men vi har besluttet, at vi vil være konkurrencedygtige, og vi ligger over hele spektret af boliglånsprodukter blandt de billigste. Det tror jeg, at man vil blive ved med at se os gøre, siger Carsten Tirsbæk til Berlingske.

Det vakte stor ballade, da Nykredit valgte at hæve bidragssatserne for privatkunderne i Totalkredit i forventning om øgede kapitalkrav i fremtiden.

Balladen resulterede blandt andet i, at foreningen Fair Bidragssats blev stiftet, og 35.000 meldte sig ind i foreningens Facebook-gruppe.

De omtalte kapitalkrav er endnu ikke fastlagt. Den såkaldte Basel-komité arbejder lige nu på at finpudse sine anbefalinger til den fremtidige lovgivning.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress