21/04-15 14:04

Norwegian-direktør: Der kommer flere nye ruterNorwegian-direktør: Der kommer flere nye ruter

Inden for den nærmeste fremtid vil man tilbyde ruter til Sydamerika og Sydafrika, lyder det fra Norwegian.

storybild

(Billede: Polfoto/AP)

Selvom Norwegian tirsdag formiddag lancerede tre helt nye langdistanceruter, så er der langt fra lagt låg på ambitionerne hos det fremadstormende flyselskab.

Det siger selskabets administrerende direktør, Bjørn Kjos.

- Vi kommer til at få endnu flere nye ruter næste år, og vi kommer også til at flyve til helt nye destinationer som for eksempel Sydamerika og Sydafrika, siger han til Ritzau.

Bjørn Kjos oplyser, at det blandt andet kunne dreje sig om fremtidige landinger i byer som Cape Town, Johannesburg, Rio de Janeiro og Buenos Aires.

LÆS OGSÅ: LISTE: Her er verdens længste flyrejser

Han påpeger, at lufthavnen i København skiller sig positivt ud fra de øvrige skandinaviske lufthavne ved at ligge en anelse mere sydligt.

- Det kan have betydning for de lange ruter til for eksempel Cape Town, hvor man kan forestille sig, at afstanden bliver for stor fra eksempelvis Oslo og Stockholm.

Bjørn Kjos oplyser, at yderligere langdistanceruter dog må vente, indtil Norwegian får leveret de nye fly, som selskabet allerede har bestilt. De nye fly er opgraderinger af de nuværende Boeing Dreamliner-modeller og forventes klar i starten af 2016.

På pressemødet tirsdag præsenterede Norwegian nye ruter til Las Vegas, Puerto Rico og Sankt Croix. Offentliggørelsen tyder på, at der er godt gang i forretningen i det norske flyselskab. Også selvom selskabet i sidste måned var ramt af strejke.

LÆS OGSÅ: Velkommen til lufthavnen, der aldrig har mistet en kuffert

Strejken kostede ifølge Norwegian omkring 300 millioner kroner.

- Men strejken har på ingen måde haft indflydelse på de beslutninger, vi har taget. Vores forretning kører videre som altid, siger Bjørn Kjos.

I marts fløj lidt flere end 1,7 millioner passagerer med Norwegian.

Sidste år rejste 24 millioner passagerer med flyselskabet, der er det tredjestørste i Europa og det næststørste i Skandinavien.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress