Af Ritzau - 11/08-16 14:20

Sådan får du nemt bradepanden ren igenSådan får du nemt bradepanden ren igen

De fleste har prøvet at stå en aften og skrubbe bradepanden, fordi middagsresterne har brændt sig fast. Se her, hvordan du nemt gør den ren.

storybild

Det behøver ikke kræve en masse skrubbearbejde at få bradepanden ren igen. (Billede: Free/Colourbox)

Fedt, sukker, snavs og fastbrændte middagsrester.

Ligegyldigt hvor meget du skrubber, kan bradepander virke uoverskueligt beskidte og umulige at få rengjort. Men med et par simple husmortricks kan de let blive rene igen, siger Ann-Alicia Ilskov, der er tidligere husholderske i kongehuset og nu har bloggen Husmoderen.dk.

- Bradepander er faktisk ret nemme at gøre rene. Det vigtigste er, at man lader dem stå i blød i nogle timer eller natten over, siger Ann-Alicia Ilskov.

Hvad, den skal stå i blød i, afhænger af, hvor beskidt bradepanden er. Hvis den ikke er særligt beskidt, er et par dråber opvaskemiddel, en opvasketabs eller noget natron i kogende vand nok, fortæller hun.

Du kan også smøre bradepanden ind i brun sæbe med husholdningsfilm hen over og lade det stå natten over, hvis bradepanden har brug for lidt mere rengøring.

- Hvis det er rigtig grelt, så put den i en sort sæk med noget salmiakspiritus. Det skal gøres udenfor, for det kan lugte rigtig skarpt. Lad posen stå natten over med en knude, der lukker helt tæt, siger hun.

Dagen efter kan du så åbne posen - også udenfor - og tage bradepanden med ind under vandhanen, hvor skidtet vil være let at få af.

Har du hverken salmiakspiritus eller natron i huset, så kan du også klare opvasken med to andre ingredienser, du sikkert har stående.

Ved at hælde lidt cola og en spiseskefuld bagepulver i bradepanden kan det blive en del lettere at få lasagnerester og fastbrændt kage af. Lad cola-bagepulver-blandingen stå i fem minutter, skrub bradepanden grundigt og skyl efter med rigeligt varmt vand.

Nogen vælger at have en bradepande til at stå fast i bunden af ovnen. På den måde drypper maden ikke ned i bunden af ovnen og brænder sig fast.

- Hvis man ikke gider at gøre bradepanden ren, så hav noget stanniol liggende ovenpå. Det kan sagtens ligge der altid, og det skal bare skiftes en gang i mellem, siger Ann-Alicia Ilskov.

Sådan får du bradepanden ren:

- Lidt beskidt: Lad bradepanden stå et par timer eller natten over i blød med kogende vand og opvaskemiddel, en opvasketabs eller natron.

- Mellem beskidt: Smør bradepanden ind i brun sæbe, sæt husholdningsfilm hen over og lad det stå natten over.

- Meget beskidt: Pak bradepander, riste, pander og andet, der trænger til en grundig rengøring i en sort affaldspose med salmiakspiritus. Bind en knude og lad posen stå natten over udenfor.

Kilde: Ann-Alicia Ilskov, Søndagsavisen, skonahem.com

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress