Af Ritzau - 18/08-16 10:13

Jyske Banks boliglånstilbud koster på den korte baneJyske Banks boliglånstilbud koster på den korte bane

Jyske Bank er på hugst hos udskældte konkurrenter. Det koster, men kan ifølge analytiker være god investering.

storybild

Anders Dam, administrerende direktør hos Jyske Bank, kaprer mange nye boligkunder i øjeblikket. (Billede: Free/Charlotte Elgaard Christensen)

Jyske Bank har udnyttet forårets store virak i markedet for boliglån - hvor Nykredit hævede bidragssatserne og blev hele Danmarks prügelknabe - i stor stil.

Det koster knaster på den korte bane. Men det vil give kroner i kassen de kommende år, vurderer Jyske Bank-analytiker ved Nykredit Markets, Ricky S. Rasmussen, oven på Jyske Banks regnskab for første halvår.

- Boligudlånet vokser markant i denne her periode, men Jyske Bank tjener ikke noget på at få kunderne ind. De har lovet kunderne, at hvis man skifter til Jyske Bank, så får de nogle ekstremt gode vilkår, siger analytikeren.

Skeler man til tallene, går det da også strygende for Jyske Bank, der ejer BRFKredit, i forhold til at få nye kunder.

Realkreditudlånet er steget til 268 milliarder kroner. Det er 20 milliarder mere, end da året startede.

Ifølge banken er salget af boligudlån steget til 68 milliarder kroner i første halvår mod 57,5 milliarder kroner ved udgangen af 2015.

Man da Jyske Bank har lovet Danmarks vrede husejere, at man omlægger lån gratis, tjener banken mindre på gebyr- og provision.

Indtægterne herfra faldt til 0,7 milliarder kroner, næsten en tredjedel mindre end i samme periode sidste år.

- Det er en investering i fremtiden, at de har gjort det så billigt at komme ind i Jyske Bank.

- Allerede når vi når 2017 og 2018, så tror jeg, vi vil se et resultat, der vokser massivt. Jyske Bank opnår masser af synergier med BRFKredit, og de kaprer en masse kunder fra andre aktører i branchen, siger Ricky S. Rasmussen.

Han forventer samtidig, at Jyske Bank vil følge efter Nykredit og Danske Banks Realkredit Danmark, når det kommer til at hæve bidragssatserne. Og det vil gøre Jyske Banks regnskaber endnu bedre.

- Der går noget tid, fordi man har meget bastant lovet ikke at hæve bidragssatserne. Så de er ikke klar til at tage den badwill nu.

- Men det kommer på et tidspunkt. Jyske Bank skal bare nå så stort et forretningsomfang, at det giver mening, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress