Af Ritzau - 11/10-16 07:50; Opdateret: 11/10-16 09:09

Succes med investeringer øger bundlinjen i TrygSucces med investeringer øger bundlinjen i Tryg

Resultatet i tredje kvartal øges markant efter succes med investeringer i forsikringskoncernen Tryg.

storybild

Forsikringskoncernen Tryg øger resultatet i tredje kvartal. (Billede: Free/Tryg)

Forsikringskoncernen Tryg fik flere penge i kassen i tredje kvartal, og det var ikke kun, fordi kunderne købte flere forsikringer.

Ifølge Trygs koncernchef, Morten Hübbe, er det forbedrede resultat hjulpet på vej af succes med investeringer. Tryg fik et overskud før skat på 923 millioner kroner mod 186 millioner i samme periode sidste år.

- Det skyldes ikke mindst, at vi med en balanceret risikoprofil har succes med vores investeringer i et nervøst globalt finansmarked, der stadig sunder sig oven på det britiske nej til EU og ser frem mod det forestående præsidentvalg i USA.

Det siger Trygs koncernchef, Morten Hübbe, i en kommentar til selskabets regnskab for tredje kvartal.

Det samlede overskud fra investeringerne landede på 191 millioner kroner mod et tab på 441 millioner kroner i samme kvartal sidste år.

Private forsikringskunder lagde også flere penge i forretningen.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu i fem kvartaler i træk er lykkedes med at skabe vækst i præmieudviklingen i vores privatforretning, tilmed i en periode med øget konkurrence og prisfald på det danske marked for bilforsikringer, siger Morten Hübbe.

Han erkender dog samtidig, at der fortsat var et lidt højere underliggende erstatningsniveau. Men mindre prisjusteringer og skadeinitiativer vil bidrage til en forbedring i løbet af 2017, lyder det i meddelelsen.

Allerede efter første halvår varslede Tryg kommende prisstigninger.

Balancen mellem udbetalte erstatninger og indbetalte præmier ser ellers bedre ud i tredje kvartal end i samme periode sidste år.

Det forsikringstekniske nøgletal, som betegner balancen - combined ratio - er faldet til 83,7 i forhold til 86,1 sidste år. Jo lavere, jo bedre for selskabet. Ifølge Tryg er forbedringen dog hjulpet på vej af engangseffekter.

Tryg arbejder på at nedbringe selskabets omkostninger med en effektiviseringsplan. I tredje kvartal nedbragte det omkostningerne med 17 millioner kroner.

- Der arbejdes i alle områder med at planlægge nye initiativer, som sammen med de allerede gennemførte initiativer skal sikre, at Tryg får en omkostningsprocent på eller under 14 i 2017, siger Morten Hübbe.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress