Af - 04/11-15 04:00; Opdateret: 04/11-15 11:41

Smykkekonge taget i sundhedsfarligt smykkefupSmykkekonge taget i sundhedsfarligt smykkefup

I 2011 blev Dansk Smykkeimport ApS kåret som Gazelle-virksomhed af Børsen. I dag kan metroxpress afsløre, at smykker solgt som 'guld' og 'sølv' er lavet af plastik, kobber og sundhedsskadelige stoffer som cadmium.

Specialist og civilingeniør ved Ædelmetalkontrollen Ole Petersen har røntgen-testet smykker fra Dansk Smykkeimport Aps, som driver smykkewebshoppen Vaiva.dk, for metroxpress. Konklusion: Smykkerne er ikke lavet af guld og sølv, men af blandt andet kobber, jern og de sundhedsskadelige tungmetaller cadmium og nikkel. Se video i større format i vores videosektion Videoportal

Ikke alt, der glimter, er guld. Den gamle sandhed er meget rammende for den ellers hæderkronede, danske Gazelle-virksomhed Dansk Smykkeimport ApS, der gennem webshoppen Vaiva.dk de seneste seks år har indbragt eneejer Carsten Madsen et overskud på over seks millioner kroner.

På Vaiva.dk markedsføres flere af smykkerne som ægte 'guld' og 'sølv'. For eksempel et armbånd 'fyldt med charms i guld' og med en 'flot præget guldmønt'. Men en såkaldt røntgenfluorescens-test af fem smykker, som metroxpress har få foretaget hos det lovbestemte kontrolorgan Ædelmetalkontrollen, viser, at smykkerne er uægte.

- Smykkerne var tomme for ædelmetaller. I bedste fald er mønten forgyldt. Ud fra dens vægt vil jeg vurdere, at der er tale om plastik, siger specialist og civilingeniør ved Ædelmetalkontrollen Ole Petersen og understreger, at det er forbudt at sælge forgyldte genstande som 'guld'.

En fingerring, der blev solgt som 'sølv', viste sig at være lavet af kobber samt store mængder – 250 gange grænseværdien på 0,01 procent - af det sundhedsskadelige tungmetal cadmium, som ifølge Miljøstyrelsen blandt andet kan give nyreskader, kræft, knogleskørhed og mistænkes for at skade forplatningsevnen.

- Vi har slet ikke kunne påvise noget indhold af sølv i halskæden og armbåndet. De består af kobber og et blankt materiale på toppen, som vi ikke har identificeret. Et det solgt som sølv, er det ulovligt salg.
Ole Petersen, specialist ved Ædelmetalkontrollen

Selv om Vaiva.dk reklamerer med, at 'Alle smykker er 100 procent nikkelfrie' indeholdt baglåsen, som er i direkte kontakt med huden, på et sæt ørestikker med 'ægte perler' ikke mindre end 31 procent allergifremkaldende nikkel.

Er du interesseret i forbrug, privat økonomi og iværksætteri, og vil du opdateres med historier om disse emner, så like MX PENGE her

- Med så højt et indhold af nikkel, vil låsen med stor sandsynlighed også afgive mere nikkel, end den må, siger Ole Petersen.

'Ægte perler' er der heller ikke tale om. Metroxpress har fået vurderet perlerne hos en af Danmarks førende perleeksperter Niels Ruddy Hansen, som blandt andet har fungeret som konsulent for The World Jewellery Confederation's opslagsværk og kodeks for perler 'The Pearl Book'.

Han fastslår uden den mindste tvivl, at der er tale om masseproducerede ferskvandskulturperler fra sandsynligvis Kina.

Alene Kina producerer hvert år over 1,2 milliarder kulturperler. I bare en musling kan der produceres omkring 30 perler som de, der pryder ørestikkerne. De kan i engrosledet købes for omkring en femmer stykket.

LÆS OGSÅ: To handelsstudenter fanget i stort fupnummer med ure

Ægte perler er uhyre sjældne og kostbare, da de uberørt af menneskehånd vokser tilfældigt frem i østers og muslinger, mens ferskvandskulturperler fremstilles ved at indsætte fremmedlegemer – typisk et lille stykke perlemor fra en anden musling – i produktionsmuslinger - eller østers, der dyrkes i store perlefarme i floder og søer, forklarer Niels Ruddy Hansen.

Ædelmetalkontrollen vil på baggrund af testresultaterne nu tage kontakt til Carsten Madsen fra Dansk Smykkeimport ApS for at bede om en forklaring. Sagen kan ifølge Ole Petersen medføre politianmeldelse og bødestraf for overtrædelse af loven om ædelmetal samt EF-forordningen om grænseværdier for blandt andet nikkel og cadmium i smykker.

LÆS OGSÅ: Kunder om Kornkonges "millionomsætning" - Vi har aldrig købt noget

Carsten Madsen afviser at svare på metroxpress' spørgsmål i et telefoninterview. Men i en mailkorrespondance erkender han, at der intet guld og sølv er i hans smykker, selv om det fremgår af produktbeskrivelserne på Vaiva.dk.

I første omgang skyder han ansvaret for den vildledende produktbeskrivelse over på et eksternt tekstbureau, men gået på klingen erkender han, at han som direktør er ansvarlig for at produktbeskrivelserne er korrekte og fyldestgørende.

- Det er korrekt, skriver han.

Samtidig skriver han, at: 'Jeg kan ikke understrege nok, hvor alvorligt vi tager enhver henvendelse, der måtte komme omkring nikkel'.

LÆS OGSÅ: 18-årig snød alle til at tro på million-succes: Derfor gjorde jeg det

Han tilføjer, at Vaiva.dk's kinesiske leverandører har skrevet under på, at de leverede smykker lever op til dansk lovgivning og dermed grænseværdierne for blandt andet nikkel og cadmium.

De nikkelholdige ørestikker samt fingerringen med voldsomme mængder cadmium er øjeblikkeligt blevet fjernet fra Vaiva.dk.

- Jeg vil igangsætte en større undersøgelse, når jeg modtager dine resultater.
Carsten Madsen, eneejer af og direktør for Dansk Smykkeimport ApS, som driver Vaiva.dk

Samtidig garanterer Carsten Madsen, at masseproducerede ferskvandskulturperler fremover ikke vil blive markedsført som 'ægte perler'¨:

- Fejlen er rettet, det sker ikke igen.

Carsten Madsen oplyser, at alle kunder, der har købt smykker i den tro, at der var tale om ægte guld, sølv og ægte perler, kan få refunderet deres penge.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress