Af Ritzau - 24/11-16 06:01

Pas på disse tilbudskneb ved Black FridayPas på disse tilbudskneb ved Black Friday

Både fysiske butikker og netbutikker bugner med gode tilbud på Black Friday, men nogle tilbud er muligvis ikke så gode, som de ser ud til.

storybild

Black Friday betyder ekstra travlhed i butikkerne den 25. november. Men lad dig ikke stresse til at købe af den grund. Flere tilbud er måske ikke så gode, som de ser ud. (Billede: Free/Colourbox)

På fredag er der lagt op til den helt store shoppedag rundt om i landet, når det amerikanske detailfænomen Black Friday ruller hen over de danske butikker.

Her reklamerer butikkerne med gode tilbud og store besparelser for at lokke danskerne ud i de fysiske butikker og butikkerne på nettet.

Men selv om der tilsyneladende er mange lave priser at vælge imellem, skal man som forbruger passe på ikke at lade sig lokke for nemt.

Ifølge den engelske forbrugerorganisation Which? var Black Friday sidste år kun en favorabel shoppedag i Storbritannien i halvdelen af tilfældene. I en periode på fem måneder fandt man nemlig kun de laveste eller næstlaveste priser på Black Friday i 90 ud af 178 tilfælde.

- Så hvis man overvejer at købe julegaverne på Black Friday, er det vigtigt at gøre sit hjemmearbejde, da en del tilbud ikke er så gode, som de ser ud til, lyder rådet fra Director of Campaigns and Communications Vickie Sheriff til which.co.uk.

En dansk undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk foretog i 2015, bekræfter tendensen, hvis man udelukkende tager udgangspunkt i fladskærme.

Ud af de 163 modeller i undersøgelsen, som Forbrugerrådet Tænk undersøgte prisen på i 2015, kostede 141 af dem det samme under Black Friday som i tiden før.

Ifølge Tina Dhanda Kalsi, der er seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk, behøver man generelt ikke at vente til Black Friday for at sikre sig de bedste tilbud.

- Vi danskere lever i en tilbudskultur, hvor det ikke længere er januarudsalget, der dikterer, hvornår man kan få de gode tilbud i butikkerne, påpeger hun.

I stedet ser vi udsalgsperioder hele året rundt, og her er Black Friday blot en af dem, siger Tina Dhanda Kalsi.

- Så går du glip af det gode tilbud på Black Friday, så kommer der nok en anden jubilæumsperiode eller lignende, hvor du kan få det samme tilbud. Vi ser jo, at butikkerne herhjemme året rundt har mange former for tilbudsperioder, siger hun.

Hvis der er en specifik vare, man på forhånd ønsker at købe på Black Friday, kan man med fordel søge efter priser på varen på nettet og benytte prissammenligningssider i sin research, inden man begiver sig ud i den fysiske eller virtuelle butik.

Og er du fast besluttet på at handle Black Friday, skal du huske, at tilbuddene på nettet starter allerede ved midnat, når torsdag bliver til fredag.

På Pricerunner har man allerede nu samlet Black Friday-tilbud fra næsten 450 butikker, så forbrugerne allerede nu kan søge sig til, hvor en given vare er billigst.

Fra sidste år er der eksempler på, at priserne ikke blot var de samme som normalt, men ligefrem dyrere på Black Friday. Ud af de 163 fladskærme, der blev undersøgt af Forbrugerrådet Tænk, var fire fladskærme sat op i pris til Black Friday, da de dagen før havde kostet mindre.

Samsung UE48JU6465 kostede dagen før Black Friday 5.924 kroner, mens tilbuddet under Black Friday lød på 6.999 kroner ifølge Forbrugerrådet Tænk.

Fakta: Her er de gode råd inden Black Friday:

- Lad dig ikke styre af besparelsesudsagn. Gør hellere op med dig selv, om du har brug for varen i stedet for at lade dig lokke af høje tilbudsprocenter.

- Forbered dig på, hvad du gerne vil købe på Black Friday og undersøg de bedste tilbudspriser på det pågældende produkt.

- Undersøg samtidig, om tilbuddet er så godt, som det udgiver sig for at være. Brug en prissammenligningsside som Pricerunner for at se prisudviklingen på et givent produkt.

- Har du tænkt dig at handle på nettet, kan du mange steder få tilbuddene allerede fra klokken 00.00 mellem torsdag og fredag.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress