Af Ritzau - 03/11-16 16:50; Opdateret: 03/11-16 17:48

Google afviser Vestagers anklager om misbrug af dominansGoogle afviser Vestagers anklager om misbrug af dominans

Margrethe Vestagers sag mangler dokumentation og er forkert på fakta, loven og økonomien, siger Google.

storybild

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har beskyldt Google for at misbruge sin dominerende position til skade for handlen på nettet. Google afviser torsdag formelt anklagerne. (Billede: Scanpix/John Thys)

Konkurrencen på nethandel lever i bedste velgående, og Googles tjenester har været med til at gavne både forbrugere og virksomheder.

Det er svaret fra den amerikanske søgegigant, der torsdag formelt og blankt afviser nye anklager fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Vestager rettede i juli nye beskyldninger mod Google for misbrug af den dominerende position på nettet til skade for den stadigt voksende nethandel.

Men det har intet på sig, mener Googles chefjurist, Kent Walker.

- Vi er fortsat overbeviste om, at disse påstande mangler dokumentation og er forkerte på fakta, loven og økonomien, siger Kent Walker.

Han siger samtidig, at de sikreste tegn på dynamisk konkurrence på et marked er lave priser, et stort udvalg og løbende innovation.

- Og det er en glimrende beskrivelse af handlen på nettet i dag, siger Googles chefjurist.

Han siger, at forbrugerne både bruger søgemaskiner, prissammenligninger, handelsplatforme og handlendes egne sider, når de shopper på nettet.

- Forbrugerne kan klikke og klikker overalt for at navigere til sites efter eget ønske. Alle disse services konkurrerer med hinanden om nethandlen, skriver Kent Walker samtidig i en blog.

Margrethe Vestager beskyldte sidste år Google for at misbruge sin søgemaskines dominans til skade for nethandlen.

I juli i år forstærkede hun sin sag og skrev i en ny henvendelse, at hun har fundet flere beviser for, at Google systematisk favoriserer sin egen tjeneste med prissammenligninger i de generelle søgeresultater.

Hun har også beskyldt den amerikanske mastodont for kunstigt at begrænse andre websteders muligheder for at vise søgeannoncer fra Googles konkurrenter.

Men det holder heller ikke stik, lyder det fra Google, der mener, at de hjælper websider med at tjene penge i stor konkurrence med andre aktører.

Men her siger Google dog, at de har ændret praksis før Vestagers henvendelse.

- Så vi håber, at vi kan løse den sag i en fart, siger Kent Walker.

Margrethe Vestager har nu i alt tre sager kørende mod Google.

I april anklagede hun således også Google for at misbruge sin position på markedet ved at tvinge telefonproducenter, der vil bruge Android-systemet, til at installere Googles egne apps på forhånd.

Google risikerer i yderste fald EU-bøder på op til ti procent af den samlede omsætning for hver af de tre sager.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress