Af Ritzau - 02/12-16 06:00

Fri roaming i EU kan koste danskerne dyrtFri roaming i EU kan koste danskerne dyrt

EU-Parlamentet frygter, at danskernes mobilregninger ryger i vejret, når data på mobilen bliver frit i EU.

storybild

Fra sommer 2017 bliver det gratis for danskere at gå på nettet på mobilen i et andet EU-land, men danske teleselskaber kan ende med at betale prisen, frygter EU-Parlamentet. (Billede: Free/Colourbox)

Til sommer bliver det frit at surfe på mobilen i EU. Men hvis der ikke bliver forhandlet nogle faste prislofter på plads, kan det ende med at koste danskerne i dyrt i form af dyre telefonregninger.

Det frygter EU-Parlamentet, som vil have prisen sænket væsentligt for, hvor meget de europæiske teleselskaber skal betale hinanden, når deres borgere går på udenlandske netværk.

- Det kan blive rigtigt dyrt for danske mobilkunder, hvis ikke vi får banket de her kommende prislofter ned, advarer Jeppe Kofod (S), der er medlem af EU-Parlamentet.

- Vi risikerer simpelthen, at de billigste danske mobilabonnementer bliver taget ud af markedet.

EU-Kommissionen foreslår et engrosprisloft på cirka 65 kroner per gigabyte data for hele perioden fra 2017-2022.

En dansker kan for eksempel have en pakke hos et teleselskab med otte gigabyte data til 150 kroner om måneden.

Bruger man alle otte gigabyte, mens man er på ferie i Spanien, vil det koste det danske teleselskab 520 kroner at købe netadgang til deres danske kunde, hvis forslaget vedtages uændret.

Det er 370 kroner mere, end hvad kunden betaler for sit abonnement hjemme i Danmark.

- Vi risikerer at stå i en helt vanvittig situation, hvor vi har givet Europas mobilkunder gratis telefoni og data, når de er i udlandet på ferie, men til gengæld markant dyrere og dårligere abonnementer derhjemme resten af året, siger Jeppe Kofod.

EU's teleministre er fredag i Bruxelles for at blive enige om, hvad det fælles prisloft skal ende på.

De nordiske landes ministre, herunder klima-, energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V), vil have priserne helt i bund.

Men de sydeuropæiske lande, som er populære turistmål, vil gerne have priserne hævet.

- Sydeuropæerne har levet af det her. Og nu har de udsigt til ikke at malke den her guldkalv længere, og det er de tossede over, siger Jens Rohde, der er medlem af EU-Parlamentet for Det Radikale Venstre.

EU-Parlamentet er blevet enige om et loft på 19 kroner i 2017 faldende til 7,5 kroner per gigabyte i 2020.

Det er langt lavere end EU-Kommissionens udspil. Til december finder trilogforhandlingerne sted. De er det sidste led i EU-beslutningsprocessen, hvor alle tre EU-institutioner skal blive enige.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress