Af Ritzau - 30/11-16 09:15; Opdateret: 30/11-16 09:49

Priser på huse og ejerlejligheder er faldetPriser på huse og ejerlejligheder er faldet

Flere boliger bliver købt, men de er i løbet af de seneste måneder blevet handlet til en billigere pris.

storybild

Dampen er gået en smule af boligmarkedet, lyder det fra økonomer efter nye tal fra Danmarks Statistik. Arkivfoto (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Antallet af boliger, der er blevet købt i september, er steget i forhold til sidste år. Til gengæld er de blevet handlet til en lavere pris i september i forhold til august. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er anden måned i træk, at huspriserne er faldet. Hvis man kigger længere tilbage i tid, er prisskiltet på både huse og ejerlejligheder dog steget i forhold til samme periode sidste år.

De seneste tal tyder ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig på, at en mærkbar fremgang på boligmarkedet lader vente på sig.

- Samlet set vidner boligpristallene om, at boligmarkedet er gået en smule ned i tempo på det seneste, siger han i en skriftlig kommentar.

Han slår fast, at forventningen stadig er at se stigende boligpriser i løbet af 2017. Årsagen er fremgang i beskæftigelsen og lave renter.

Samme melding lyder fra Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

- Der er tegn på, at dampen er gået lidt af boligmarkedet, skriver hun i en kommentar.

- De underliggende faktorer bag fremgangen på boligmarkedet så som lave renter og generel fremgang i danskernes økonomi er dog fortsat til stede, og vi venter derfor, at priserne vil fortsætte med at stige.

På landsplan faldt prisen på ejerlejligheder med 1,6 procent fra august til september. Huse blev handlet 0,6 procent lavere i samme periode.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, kan man tage tallene helt med ro.

- Dagens tal er ikke bekymrende, da det er helt normalt, at de månedlige boligpriser svinger lidt op og ned, siger hun i en skriftlig kommentar.

Hun peger på, at der overordnet set stadig er tale om, at priserne på boliger har pil op trods det lille fald i september.

Det interessante er ifølge økonomerne, hvordan den politiske snak om boligskatter kan komme til at rokke ved markedet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress