Af Ritzau - 01/12-16 07:26

Vandtætte telefoner tåler ikke altid vandVandtætte telefoner tåler ikke altid vand

Smartphones, der bliver markedsført som "vandtætte", kan tage skade af at komme i nærheden af vand, viser test fra Forbrugerrådet Tænk.

storybild

- Vi har oplevet, at nogle af telefonerne dør, når de bliver sænket i vand, selv om telefonerne angiveligt skulle være vandtætte, siger Mikkel William Nielsen fra Forbrugerrådet Tænk, som står bag en test af smartphones, der markedsføres som værende "vandtætte". (Billede: Free/Jordache)

Nye smartphones fra Apple, Samsung og Sony bliver for tiden markedsført som værende "vandtætte" i et nyt forsøg på at vinde mobilkundernes gunst.

Men selv om telefonerne angiveligt er vandtætte, kan de alligevel tage skade eller lide druknedøden ved at komme i berøring med vand. Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk har foretaget af populære modeller som Apples iPhone 7 og Samsung Galaxy S7.

- Vi har oplevet, at nogle af telefonerne dør, når de bliver sænket i vand, selv om telefonerne angiveligt skulle være vandtætte, siger testansvarlig Mikkel William Nielsen.

Telefonerne er blevet testet ud fra de standarder, som producenten skal leve op til for at kunne kalde en telefon "vandtæt". Det betyder blandt andet, at telefonerne skal kunne holde til at være under vand på en meters dybde i 30 minutter.

Da Forbrugerrådet Tænks testlaboratorie udsatte en ny iPhone 7 for den manøvre, gik højttaleren i stykker, og telefonen døde, umiddelbart efter at den kom op af vandet.

En ny Samsung Galaxy S7 blev også sænket i vand i 30 minutter, men da telefonen kom op, var tænd-knappen defekt, og der var skjolder bag glasset til kameraet.

Når testlaboratoriet registrerer, at en telefon er blevet delvist eller fuldkommen defekt ved at ligge i vand, tester de igen med en eller flere nye modeller for at se, om der er et mønster. Men det har ikke været tilfældet.

Derfor vil Forbrugerrådet Tænk ikke fraråde bestemte "vandtætte" telefoner eller anbefale andre. Testen viste nemlig også, at nogle telefoner begyndte at fungere normalt igen, efter at de havde ligget til tørre et stykke tid.

- Vi kan ikke se, at nogle mærker generelt ikke holder tæt. Men som forbruger kan man risikere, at en "vandtæt" telefon tager vand ind, siger Mikkel William Nielsen.

Særligt hvis telefonen i forvejen har skrammer.

- Problemet forstærkes, hvis telefonen har været tabt på jorden, og rammen er blevet deform, eller telefonen på anden vis har fået defekter. Så man skal huske, at selv om telefonen er født vandtæt, er den ikke nødvendigvis vandtæt på længere sigt, siger Mikkel William Nielsen.

Det kan også være en god idé at undersøge, om producenten forstår "vandtæt" i ordets mest bogstavlige forstand, eller om producenten har taget sig forbehold.

En Samsung Galaxy S7 må for eksempel ikke sættes ind under en løbende vandhane, og den kan heller ikke tåle at være i nærkontakt med en bølge på en strand.

I Apples vejledning til iPhone 7 står der, at telefonen ikke bør benyttes i saltvand eller i en klorholdig svømmepøl.

- Når man hører "vandtæt", tænker de fleste, at det gælder alle former for vand. Men det gælder altså ikke, siger Mikkel William Nielsen.

Det amerikanske forbrugerråd Consumer Reports foretog i juni 2016 en test af en Samsung Galaxy S7, som de lagde i vand i 30 minutter på en meters dybde. Da telefonen kom op, var der grønne linjer på skærmen, touch-skærmen virkede ikke, og der var synlige små bobler i kameraet. De testede endnu en Samsung Galaxy S7, som også tog skade.

Samsung har udtalt, at de undersøger sagen nærmere, og siger i en skriftlig udtalelse:

- En Samsung Galaxy S7 er en af de mest robuste telefoner til dato og er certificeret til at være vandtæt. Der er en lille risiko for, at en defekt telefon ikke er så vandtæt, som den burde.

Fakta: Garantien dækker ikke vandskader:

- Nogle producenter garanterer en refusion, hvis telefonen har fået en vandskade, og der ikke er tegn på andre skader.

- Andre giver ingen garanti. Hverken Apples iPhone 7 eller Samsungs Galaxy S7 er dækket af garantien, hvis der kommer en vandskade.

Kilde: The Guardian.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress