Af Ritzau - 18/11-16 13:46; Opdateret: 18/11-16 15:27

Vrede taxiførere kræver optrappet politiindsats mod UberVrede taxiførere kræver optrappet politiindsats mod Uber

Taxiformand forstår godt, at kolleger bliver "gale i skralden" over Uber og kræver øget politiindsats.

storybild

Uber-chauffør skal betale 6000 kroner i bøde for ulovlig taxikørsel, fastslår Østre Landsret. Arkivfoto. (Billede: Reuters/Kai Pfaffenbach / Reuters)

En landsretsdom mod en Uber-chauffør, der skal betale 6000 kroner for ulovlig taxikørsel, bør få politiet til at optrappe indsatsen mod Uber og de chauffører, der bruger selskabets app til at fragte passagerer mod betaling.

Det siger formanden for brancheforeningen Taxiførere i Danmark, Søren Nicolaisen.

- Det er dejligt at få en klar dom. I to år er det blevet kaldt en gråzone, om Uber er ulovlig eller ej. Nu er det sort på hvidt. Det står i retsudskriften. Uber-kørsel i Danmark er ulovligt, siger taxiformanden.

Søren Nicolaisen kalder politiets indsats hidtil for dårlig og lemfældig og mener, at politiet bør stoppe langt flere Uber-chauffører, der fragter passagerer mod betaling.

For taxichaufførerne er det noget af en torn i øjet, når passagererne vælger Uber i stedet for en almindelig taxi, siger han:

- Det er klart, at man bliver godt gal i skralden, hvis man ser en konkurrent, der lige pludselig løber med en masse kunder, fordi vedkommende springer over, hvor gærdet er lavest for eksempel ved at holde steder, hvor vi andre ikke må.

Siden Uber meldte sig på banen i Danmark, er det blevet diskuteret, om den kontroversielle kørselsapp er samkørsel, som selskabet hævder, eller ulovlig taxikørsel.

Fredag har landsretten slået fast, at det var ulovligt, da en 28-årig mand 18. november 2015 og 6. februar 2016 samlede passagerer op mod betaling via Uber-appen. Det koster en bøde på 6000 kroner.

Men trods dommen vil man fortsat kunne tage en Uber-tur både i morgen og på lidt længere sigt, siger Per Jakobsen, som er talsmand for Uber-chaufførerne og selv kører med passagerer via appen.

Han mener modsat taxiførerne nemlig ikke, at sagen er så klar.

- Jeg er glad for landsrettens dom om, at de to pågældende ture var ulovlige. Den pris, de blev kørt til, var for høj. De priser, vi kører til nu, er lavere, så Uber er allerede foran dommen, siger han.

- Vi venter på de sidste sager bliver afgjort i januar, så vi kan få afgjort, hvad der er taxikørsel, fragtkørsel og delekørsel, siger Per Jakobsen.

Landsretten lægger i den konkrete dom blandt andet vægt på, at prisen for en tur med Uber overstiger de reelle udgifter forbundet med kørslen til for eksempel benzin og olie.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress