Af Ritzau - 30/11-16 14:03

Svensk taxaudredning er et tilbageslag for UberSvensk taxaudredning er et tilbageslag for Uber

Uafhængig undersøger anbefaler, at man ændrer regler for taxa- og samkørsel i Sverige.

storybild

Den såkaldte svenske taxaudredning er et tilbageslag for Uber, der havde håbet på en endnu mere gennemgribende reformering af taxalovgivningen. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Ubers forhåbninger om en mere liberal svensk taxalovgivning og et comeback til den såkaldte samkørselstjeneste Uber Pop i Sverige led et knæk onsdag.

Her blev den såkaldte taxaudredning præsenteret af den udpegede undersøger, Amy Radmer Olsson, der giver anbefalinger til fremtidens lovgivning.

Og umiddelbart er der ingen støtte til Uber, der i maj lukkede Pop-tjenesten i Sverige som følge af en række dømme, der gik selskabet imod.

Nøjagtigt som herhjemme har Uber-appen rusket godt og grundigt op i markedet for personbefordring i Sverige.

Lars Løkke Rasmussens (V) nye trekløverregering har lovet at fremlægge forslag til en ny dansk taxalovning, og i Sverige er der tilsvarende på vej.

Derfor bad den svenske regering for halvandet år siden om en undersøgelse af området inklusive anbefalinger til, hvordan reglerne bør ændres.

Og Amy Radmer Olsson mener, at man i store træk bør bevare de nuværende regler for taxakørsel. Hun åbner dog for, at et taxameter kan erstattes af en app.

Dermed lægger hun op til, at andre og nye aktører får nemmere ved at etablere sig.

Til gengæld er der ikke udsigt til, at Uber Pop bliver lovliggjort, hvis anbefalingerne følges.

Pop er den Uber-tjeneste, man også kan benytte i København, hvor private kan tilbyde andre et lift.

Amy Radmer Olsson mener nemlig, at der kun er tale om samkørsel, hvis chaufføren også vil foretage turen, selv om der ingen medpassagerer er.

Og samtidig slår hun fast, at chaufføren ikke må tjene penge på turen.

Begge dele strider mod den måde, som Pop-tjenesten fungerer på i dag.

I dag kan man som passager selv bestemme, hvor turen går hen, og mange danske Uber-chauffører har en reel indtægt ud af at køre for andre.

Herhjemme er det indtil videre kun Ubers chauffører, der har fået dom for at drive ulovlig taxakørsel, senest i Landsretten for knap to uger siden.

Anklagemyndigheden sagde ved den lejlighed, at man nu vil hive Uber i retten for at overtræde taxalovgivningen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress