Af Ritzau - 16/09-16 18:56

Lufthavn lover hurtigere kontrol på indenrigsruterLufthavn lover hurtigere kontrol på indenrigsruter

Passagerer på indenrigsruterne fra København kan fremover komme hurtigere gennem sikkerhedskontrollen.

storybild

Der er godt nyt for folk, der flyver indenrigs fra Københavns Lufthavn. Her er man nemlig i gang med at lave et særligt spor gennem sikkerhedskontrollen, som er forbeholdt indenrigsrejsende. Det betyder, at man kan komme hurtigere gennem kontrollen. (Billede: Free/Gérard Launet/colourbox)

Der er godt nyt for pendlere, der flyver indenrigs fra Københavns Lufthavn.

Lufthavnen arbejder på at etablere et særligt kontrolspor, så folk, der rejser indenrigs, kan komme hurtigere igennem sikkerhedskontrollen.

Meldingen fra lufthavnen kommer, efter at transportminister Hans Christian Schmidt (V) har opfordret lufthavnen til handling.

- Mange af de indenrigsrejsende er pendlere - og det er helt afgørende, at det er let for dem at komme frem og tilbage, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Her opfordrer han lufthavnen til at få lavet et særligt hurtigtgående kontrolspor for passagerer med kort rejsetid.

Og det er netop, hvad lufthavnen nu har igangsat, forklarer pressechef Kasper Hyllested, Københavns Lufthavn.

- Vi er glade for den klare opbakning fra ministeren til vores idé om at etablere et egentligt indenrigsspor i vores sikkerhedskontrol, siger Kasper Hyllested.

Han forklarer, at idéen om et særligt kontrolspor for passagerer, der flyver indenrigs, kommer fra lufthavnen selv.

Lufthavnen har været i tvivl om, hvorvidt det ville være i strid med EU-regler mod forskelsbehandling.

Men nu har Trafik- og Byggestyrelsen sagt god for planen.

- Den juridiske afklaring, som Trafik- og Byggestyrelsen har foretaget, viser, at vi nu kan etablere det, og det arbejde har vi sat i gang med det samme, siger Kasper Hyllested.

Lufthavnen har i dag 20 kontrolspor, hvor rejsende på både indenrigs- og udenrigsruterne bliver sikkerhedskontrolleret.

Med grønt lys fra myndighederne oprettes nu et spor, der udelukkende er forbeholdt indenrigsrejsende.

Det vil betyde, at køen her bliver mindre og kontrollen hurtigere.

Der er endnu ikke en dato klar for, hvornår det særlige kontrolspor åbner.

- Vi er i fuld gang med at få styr på de operationelle opgaver, der skal på plads, så vi snarest muligt kan åbne et indenrigsspor, siger lufthavnens pressechef.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress