Af - 08/09-16 17:03; Opdateret: 12/09-16 11:45

Karin er Danmarks første professionelle havfrue: - Alle har brug for et eventyrKarin er Danmarks første professionelle havfrue: - Alle har brug for et eventyr

Første lørdag i hver måned giver Karin Lund Madsen et havfrue-show på Den Blå Planet, hvor hun svømmer med hajer og piratfisk.

- Det værste, der kan ske, er, at jeg får et bid.

Ordene kommer fra 35-årige Karin Lund Madsen, som er Danmarks første professionelle havfrue.

Hun henviser til, hvis en af de cirka to meter lange hammerhajer skulle komme lidt for tæt på, når hun med sin lange havfruehale dykker i Oceantanken på Den Blå Planet - noget hun gør flere gange om ugen, når hun træner op til 'Havfruen, Fakta om Myten' - et show, som akvariet afholder første lørdag i hver måned.

Hammerhajerne på Den Blå Planet måler lige nu omkring to meter fra hoved til halespids. Når de er fuldvoksne i 2023 vil de være mere end tre meter lange.

Karin er tidligere fridykker og har igennem sin træning lært at holde vejret under vand i mere end tre minutter. Denne bedrift gør hende i stand til at dykke dybt og længe i den store tank, som ud over hammerhajerne huser adskillige andre eksotiske fiskearter som blandt andet buemundet guitarfisk, leopardpiskerokke og plettet wobbergong, der alle svømmer rundt blandt de farverige koralrev i den enorme tank med fire millioner liter vand.

Vil du opdateres med artikler om spændende, finurlige og anderledes jobs, så like MX Penge på Facebook.

For Karin er det en helt fantastisk oplevelse at svømme sammen med fiskene, og som hun ser det, har de heller ikke noget imod, at hun træder ned i deres element:

- Det føles ikke som om, de er nervøse over, at jeg er der. Og fordi jeg svømmer uden ilt, bliver de ikke bange for boblerne, som de nok ville blive, hvis jeg dykkede med flaske, siger Karin til metroxpress, som møder hende i fuldt havfrueornat på kanten af Ocenantanken på Den Blå Planet før åbningstid tirsdag morgen.

Dragten, som Karin svømmer med, består af en plus 10 kilo tung hale, som er lavet af såkaldt ‘dragon skin’. En slags silikone, der blandt andet bruges i Hollywood til at lave special effects af.

- Halen er specialfremstillet i Tyskland og kostede for tre år siden 24.000 kroner, fortæller Karin, som i dag tror, at den samme hale kan erhverves for omkring 15.000 kroner.

Kan ikke se fiskene

For den professionelle havfrue er det en helt særlig og unik oplevelse at være så tæt på fiskene. Også selvom hun rent faktisk ikke kan se dem. Ikke tydeligt i hvert fald.

Karin dykker nemlig ikke med maske og har derfor på grund af saltet i vandet svært ved at se klart i den store tank. Hun er i stedet nødt til at sanse fiskene, hvilket i hendes optik gør oplevelsen endnu mere unik.

- Det giver mig en helt anden følelse af at være forbundet med fiskene, end hvis jeg havde dykkermaske på og kunne se det hele klart og tydeligt. Som det er nu, kan jeg kun ane fiskene, men ikke se, hvilken slags, der kommer imod mig. Men det gør ingenting, for det føles mere naturligt, siger hun og forklarer, hvorfor der er brug for havfruer og fortællingen om havfruer:

- Jeg tror, at vi alle sammen har brug for eventyr. Det handler ikke, om det er virkeligt eller ej. Det handler om, at vi alle sammen trænger til noget smukt i hverdagen, siger hun og fortsætter:

- Fordi vi laver det her, bliver det virkeligt og noget, som vi alle sammen kan komme til at gøre, siger Karin Lund Madsen, der modtager mange henvendelser fra forældre, der interesseret spørger ind til, hvordan deres døtre kan komme i gang med havfruetræningen.

LÆS OGSÅ: Hollywoodstjerner har svært ved at huske, hvem H.C. Andersen er

LÆS OGSÅ: Snaps, jazz og havfruer: Her er din weekend i Aarhus

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress