Af Ritzau - 23/08-16 07:24

Her er den optimale daglige motionsmængdeHer er den optimale daglige motionsmængde

En halv times daglig motion er ikke nok, hvis du vil have det optimale, sundhedsmæssige udbytte, siger idrætsforsker.

storybild

Et par gange om ugen skal pulsen op, og her kan en løbetur være god. (Billede: Free/Colourbox)

Cykelturen til og fra arbejde kan måske lige snige sig op på en halv time.

Men hvis du virkelig vil have god samvittighed, skal du bruge en del længere tid i sadlen end Sundhedsstyrelsens anbefalede 30 minutter om dagen.

Det siger Kristian Overgaard, som er idrætsforsker og lektor på Aarhus Universitet.

- Anbefalingerne er nok til at få sundhedsmæssig gevinst, hvis man sammenligner det med slet ingenting eller mindre motion. Men den er ikke nødvendigvis nok til at få den optimale effekt i forhold til hjertesundhed, siger han til Ritzau Fokus.

Kristian Overgaard understreger dog også, at Sundhedsstyrelsens anbefaling er et minimum, og at de lægger vægt på, at man får en større gevinst af at bevæge sig mere dagligt - og især at få pulsen op et par gange om ugen.

En amerikansk undersøgelse publiceret i det videnskabelige tidsskrift Circulation viser, at man ved at træne to eller fire gange mere end de 30 minutter om dagen nedsætter risikoen for hjerteproblemer med henholdsvis 20 og 35 procent.

Og Kristian Overgaard er enig i, at den optimale effekt nok kommer omkring en times daglig motion. Men undersøgelser peger også på, at der er ikke er så meget mere sundhedsmæssig gevinst at hente over en times daglig motion, siger han.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger lyder på "moderat intensitet", der blandt andet dækker over rask gang, cykling til eller fra arbejde eller anden bevægelse igennem dagen.

- Du kan komme et vist stykke med den moderate intensitet, men skal du have den fulde effekt, skal du også have højere intensitet og også gerne styrketræning, siger Kristian Overgaard.

Ingen motionsform er bedre end andre, men i forhold til hjertesundhed er gang, løb og cykling udmærket, siger han. Og skal man op i intensitet, er det bare at sætte farten op. Men det er dog vigtigt, at motionen bliver en regelmæssig vane.

- Noget tyder på, at visse sundhedsgevinster kræver en regelmæssighed. Man kan ikke lade være at motionere seks dage og samle det hele på én dag. Nogle ting kræver, at man er aktiv næsten hver dag, siger Kristian Overgaard.

Fakta: 5 øvelser, der øger dit aktivitetsniveau, med hvad der svarer til 1000-1500 skridt dagligt:

- Rejs dig, når du skal tale i telefonen og gå rundt på dit kontor. Hvis der kommer reklamer i tv'et på arbejdet, så rejs dig op, indtil de er ovre.

- Brug dit hæve/sænkebord, hvis du har et. Stå mindst fem minutter hver time. På denne måde forebygger du også ondt i ryggen og musearm.

- Gå over til dine kolleger i stedet for at sende en mail.

- Arranger walk and talk-møder, når der skal brainstormes. Øget fysisk aktivitet giver også flere ideer.

- Udfordr dine venner eller kolleger med en skridttællerkonkurrence.

Kilde: Hjerteforeningen

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress