Af Ritzau - 17/10-16 05:05

Fodbad og klipklapper giver dårlige fødderFodbad og klipklapper giver dårlige fødder

Det kan give hammertæer, nedsunken fod og knyster, hvis man går i forkerte sko eller ikke passer godt på sine fødder.

storybild

Det bedste, der kan siges om fodbade, er, at de er afslappende. Det gør intet godt for huden at sidde med fødderne i længere tid i varmt sæbevand, fortæller fodterapeut Therese Rye Jørgensen. (Billede: Free/Colourbox.com)

Selv om fødderne sidder længst fra ansigtet, er det vigtigt at holde et vågent øje med dem.

Man kan nemlig risikere at få hammertæer, knyster, nedsunken forfod, ligtorne og nedgroede negle, hvis man går i forkerte sko eller overser symptomer på mishandlede fødder, fortæller Therese Rye Jørgensen, der driver Rynkeby Fodterapi.

- Mange indser ikke, at der er noget galt, når de har ondt i fødderne. Det er synd, for fodproblemer kan i sidste ende føre til et inaktivt liv, siger hun.

Fodterapeutens arbejde består ofte i at fjerne ligtorne og hård hud, lave indlæg til skoene og rette nedgroede negle op med en bøjle. For at undgå disse lidelser er det vigtigt at forebygge, siger Therese Rye Jørgensen.

Det kan man gøre ved at smide sine klipklapper ud. Klipklapper kan føre til hammertæer, hvor tæerne bliver så vant til at gribe efter stroppen på sandalen, at tæerne ikke retter sig ud igen.

Kvindemoden med "bamsestøvler" er heller ikke god for fødderne. I disse støvler har mange tendens til at gå på indersiden af foden og træde på selve skaftet af støvlen frem for på sålen, forklarer Therese Rye Jørgensen.

Hvis dårlige fodvaner fortsætter i længere tid, kan de forkerte fodstillinger forplante sig til ankler, knæ, hofter og sågar ryggen. Det ser Hans Henrik Gaden, som er fysioterapeut hos Århus Elite Stadion Fysioterapi.

- Vores helt store kæphest er svangsenebetændelse, som lidt fejlagtigt bliver kaldt for hælspore. Den opstår, når muskelbuen i svangen falder ned, og lidelsen kan næsten udelukkende relateres til fodtøjet. Vi ser især balladen i august, hvor folk har gået i klipklapper i en måned for derefter at stikke fødderne i sko uden støtte, fortæller han.

Foruden klipklapper og "bamsestøvler" er det vigtigt at undgå lange fodbade, siger Therese Rye Jørgensen.

Man må gerne tage et kort fodskyl på fem minutter med lidt fodbadesalt i det lune vand. Men halve timer med fødderne i varmt vand og sæbespåner er ikke godt.

Vandet opløser nemlig huden på fødderne, så huden bliver åben for svampeinfektioner.

Fakta: Vælg de rigtige sko:

- Der er fint at gå i høje sko eller Converse-sko uden støtte en gang imellem. Men i hverdagen er det bedst at gå i fodtøj, der understøtter din fodtype.

- Undgå spidse og stramme sko. Det fører til nedsunken forfod og kan give nedgroede negle.

- Undgå at købe sko i et nummer for store. Det giver dårligt fodfæste, og friktionen mellem fod og sko fører til hård hud og ligtorne.

- Drop plastiksko. Materialet skal være åndbart. Syntetiske sko kan føre til fodsvamp og neglesvamp.

Kilder: Therese Rye Jørgensen, Hans Henrik Gaden

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress