Af Ritzau - 31/08-16 13:26

Derfor kan du droppe computerens cd-rom-drevDerfor kan du droppe computerens cd-rom-drev

Computerfabrikanterne er i fuld gang med at udfase cd-rom-drevet i takt med, at vi får vores medieindhold fra streaming-tjenester på nettet.

storybild

Hvornår har du sidst brugt et cd-rom-drev? Stil dig selv det spørgsmål, før du beslutter dig for at købe en ny computer med et af slagsen, siger test- og forbrugerredaktør hos Computerworld Morten Sahl Madsen. (Billede: Free/Colourbox)

På elektronikbutikkernes hylder bliver der stadig længere mellem bærbare og stationære computere med indbyggede cd-rom-drev.

Skuffen til de funklende cd-rom- og dvd-skiver er i en tid med streaming af mediefiler ved at lide samme skæbne som de firkantede floppy disk-drev i datidens datamater, siger test- og forbrugerredaktør hos Computerworld Morten Sahl Madsen.

- Der går ikke længe, før cd-rom-drevet stort set er væk. Og det skyldes især, at vi er gået væk fra at eje musik, film og spil for i stedet at leje via streaming-tjenester som Spotify, Netflix og Steam, siger han.

Især i de dyrere bærbare computere med slanke design, er der ikke længere plads til cd-rom-drevet.

Apples Macbook Air-serie har for eksempel klaret sig uden siden 2008.

- Det er ofte billigere computere, og dem der specifikt er til gamere, der har cd-rom-drev. I de dyrere computere er de fjernet for at spare plads. Som forbruger må man også stille sig selv det ærlige spørgsmål om, hvornår man sidst har brugt drevet. For mit eget vedkommende er det mindst halvandet år siden, siger Morten Sahl Madsen.

Teknologi-blogger Jon Lund er enig i, at cd-rom-drevet er blevet overgået af streaming og lagring i "skyen" - altså virtuelle lagerplads til mediefiler som fotos, videoer, spil og dokumenter.

- Cd-rom-drevet gør jo ikke nogen skade ved at være der. Men det er kun i det omfang, at du ikke har adgang til en stabil internetforbindelse, at du kan få brug for det. Jeg kender ingen, hverken forældre, venner eller naboer, der har brug for det længere. Skyen er jo din nye ven, siger Jon Lund.

Fakta: Har du brug for et cd-rom-drev?

- Hvis du har et stort udvalg af cd'er, får du måske lyst til at overføre dem til computeren, hvor du kan gemme dem i for eksempel Windows Media-player eller Apples iTunes i høj kvalitet.

- Du har måske også en række dvd-film, som du ville skulle købe eller leje, hvis ikke de er omfattet af en streaming-tjeneste, som du abonnerer på i forvejen.

- Disk-drevet i nogle computere kan også afspille blu-ray-film, som er film i højeste billed- og lydkvalitet. Den karakteristiske blå disk ligner en cd eller dvd, men kan lagre flere data.

- Har du for at lagre data en ekstra gang som backup til harddiske og skyen, kan du brænde filerne ned på cd'er og gemme dem i skuffen. Men vær opmærksom på, at de lysfølsomme cd'er med stor sandsynlighed ikke virker om 20 år. Og måske får du et problem med at skaffe et brugbart drev.

- Har du set dig varm på en computer uden cd-rom-drev, men er i tvivl om, hvorvidt du får brug for det, kan de købes separat til priserne helt ned til 200 kroner. Vær opmærksom på, om din computer har nok usb-indgange til de enheder, du skal bruge samtidig.

Kilde: PC World

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress