Af Ritzau - 15/08-16 11:24

Monjasa-direktør begriber ikke artikler om kundeknasMonjasa-direktør begriber ikke artikler om kundeknas

Selskabet Monjasa er blevet sortlistet af en kunde. Direktøren forstår ikke, at det er en historie.

storybild

Monjasas direktør, Anders Østergaard, forstår ikke, hvordan selskabets tvist med kunden Bourbon er blevet en mediehistorie i Danmark. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Monjasa, der leverer brændstof til rederier for milliarder, er blevet sortlistet af sin kunde Bourbon.

Direktør og ejer Anders Østergaard mener, at det er en misforståelse, og forstår ikke, at det er blevet en historie.

- Jeg begriber ikke, hvorfor Finans (Jyllands-Postens erhvervsmedie, red.) vælger at bringe denne her artikel. Jeg havde en dialog med dem i går, som de af grunde, jeg hverken kender eller forstår, vælger fuldstændigt at overhøre, siger direktøren.

Ifølge artiklen har Bourbon valgt at stoppe al handel med Monjasa, fordi det danske selskab er blevet dømt for at have brudt loven omkring levering af skibsbrændstof i Nigeria.

Anders Østergaard fortæller, at der er tale om en halvandet til to år gammel sag, hvor et skib blev stoppet af den nigerianske flåde. Det førte til en strid om, hvorvidt skibet var i nigeriansk farvand, der endte med en dom, som er appelleret.

- Jeg synes, at historien er blæst op. Fakta er, at der er udsendt en notits fra Bourbon, hvis systemer har fanget en gammel artikel om noget, der er sket for halvandet år siden, siger direktøren.

Han mener, at hele sagen er en misforståelse og understreger samtidig, at Bourbon er en mindre kunde, der dermed ikke har større økonomisk indflydelse på Monjasa.

- Jeg er overbevist om, at det hele bliver afklaret på torsdag, hvor jeg mødes med Bourbons direktør og udreder misforståelsen.

- Jeg forstår ikke, hvorfor det har interesse for Finans eller danske læsere, at vi har en mindre tvist i Nigeria. Så jeg er ærgerlig over, at historien bliver trykt, siger direktøren.

Monjasa har tidligere haft sager, hvor selskabet er blevet anklaget for uregelmæssigheder, der er dækket i pressen.

- Vi har et system til at sikre, at alt går efter bogen, der er det bedste i branchen, så jeg er ikke i tvivl om, at vi følger reglerne.

- Læser man de artikler, der er på nettet, så er de fra samme mediehus og samme journalister. Så jeg føler, det er to journalister, som har en speciel interesse i vores firma. Hvorfor forstår jeg ikke, siger Anders Østergaard.

Chefredaktør for Jyllands-Posten og Finans, Steen Rosenbak, melder hus forbi i forhold til kritikken.

- Vi mener, at det er en stærkt relevant erhvervshistorie. Og Jyllands-Posten og Finans har naturligvis ikke større interesse i at skrive om Monjasa end om alle andre store virksomheder i Danmark, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress