Af Ritzau - 29/09-16 07:18

Så tidligt bør du begynde at tænke på pensionSå tidligt bør du begynde at tænke på pension

Tankerne skal begynde at kredse om pension ved 25-års alderen - eller i hvert fald når du er færdiguddannet, lyder det fra eksperter.

storybild

Det kan være hårdt at skulle tænke på pension, når der er så længe til. (Billede: Free/Colourbox.dk)

Når man i sine unge år har fester, nyt tøj og eksotiske rejser at bruge sine surt optjente penge på, er det de færreste, der også tænker på at lægge et beløb fra hver måned til pensionen.

Men det burde flere begynde at gøre. Sådan lyder rådet fra to pensionseksperter.

Den ene af dem er Louise Skjødsholm, der er seniorkonsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelets sekretariat.

Hun fortæller, at man lige så godt kan komme i gang med pensionsopsparingen i en forholdsvis tidlig alder.

- Helt generelt mener vi, at man omkring 25-26-års alderen bør komme i gang med en pensionsopsparing. Det skal i hvert fald ske efter endt uddannelse, fortæller Louise Skjødsholm til Ritzau Fokus.

I dag er mange færdiguddannede unge så heldige, at de finder et fast job efter endt uddannelse. Sker det, kan man være begunstiget af, at virksomheden har en pensionsordning, og så er der ikke brug for en privat pensionsopsparing på samme måde.

Men der findes også en del, som ikke er så heldige, og så er det en god idé, at man selv begynder at lægge penge til side.

Det kan man gøre ved enten at sætte et fast beløb ind på en separat konto hver måned eller oprette en aldersopsparing.

- Fordelen ved aldersopsparingen er, at du har en fast indbetaling, som du ikke kan røre ved, før du når efterlønsalderen, siger Louise Skjødsholm.

En aldersopsparing har nemlig den fordel, at afkastet bliver større, når pengene engang skal udbetales. Her får man hverken fradrag eller skal betale skat af udbetalingen til den tid.

Men hvor meget skal man så sætte til side? Det spørgsmål afhænger meget af økonomien hos den enkelte, fortæller Louise Skjødsholm.

Det vigtigste er bare, at man kommer i gang med at spare op så tidligt som muligt, da det har betydning for, hvor meget pengene når at vokse, inden du skal bruge dem.

Det fortæller Brian Stjernholm, der er partner i det uafhængige rådgivningsfirma Uvildige.dk.

- Jo før du starter med at spare op, desto mere renters renteeffekt får du af din opsparing. Hvis du kommer tidligt i gang, vil din tidlige opsparing generere mere i renter senere hen, siger han til Ritzau Fokus

Påbegyndelse af denne opsparing kan passende ske, når man bor hjemme og ikke har samme udgifter, som hvis man bor for sig selv, fortæller Brian Stjernholm.

De penge, du sparer op dér, behøver ikke nødvendigvis være øremærket til pensionen, men kan i stedet for være til hjælp, hvis du senere skal købe lejlighed eller hus.

Pengene kan eksempelvis bruges til udbetalingen af et hus eller en lejlighed, og så står du efter købet med flere penge, som du så kan bruge til en pensionsopsparing.

Sådan forbereder du dig på fremtiden:

- Begynd at spare penge op i en så tidlig alder som muligt.

- Hold dig fra forbrugslån og andre lånetyper i en tidlig alder. De vil forfølge dig ind i fremtiden, hvis ikke du får dem betalt ud i tide.

- Har du ikke udsigt til fast arbejde efter endt uddannelse, bør du selv begynde en pensionsopsparing.

- Denne opsparing bør begynde omkring de 25-26 år og kan forgå som en privat opsparing eller som en såkaldt aldersopsparing hos din bank.

- Jo før du starter med at spare op, desto mere renters renteeffekt får du også af din opsparing.

Kilder: Louise Skjødsholm og Brian Stjernholm

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress