Af Ritzau - 21/11-16 05:02; Opdateret: 05/12-16 14:35

En højere selvrisiko giver penge i lommenEn højere selvrisiko giver penge i lommen

Der er mange penge at spare på forsikringen, hvis selvrisikoen hæves med et par tusinde kroner.

storybild

Du kan i gennemsnit spare 2036 kroner om året ved at hæve din selvrisiko på bilen fra 0 kroner til 3000 kroner, viser tal fra forsikringsguiden.dk. (Billede: Free/Skorobogatov Dmytro)

Det er sjældent en god følelse at sprætte kuverten med forsikringsregningen op. Men udgifterne til bil-, hus- og indboforsikring kan skæres betragteligt ned ved at hæve selvrisikoen.

Ifølge sammenligningsportalen findforsikring.dk bliver en indboforsikring i gennemsnit 726 kroner billigere om året, hvis selvrisikoen hæves fra 0 til 1000 kroner.

En husforsikring bliver i gennemsnit 1329 kroner billigere, hvis selvrisikoen hæves fra 0 til 2000 kroner, mens en bilforsikring kan blive 2036 kroner billigere ved at hæve selvrisikoen fra 0 til 3000 kroner.

Priserne er trukket fra forsikringsguiden.dk på baggrund af tilbud fra 16 af landets forsikringsselskaber.

- Tallene viser, at der er nemme penge at spare, hvis man er klar til at løbe en lidt større risiko, siger Kasper Kjems, der er marketingchef i findforsikring.dk.

Men ifølge Forbrugerrådet Tænk er det en risikabel besparelse at spekulere i, og derfor kræver det ekstra overvejelse.

- Det kan være en fin øvelse at overveje, om ens selvrisiko skal sættes op eller ned, men man skal passe på med bare at banke selvrisikoen op for at spare penge uden i øvrigt at se på ens forsikringsbehov, siger Lea Markersen, der er jurist i Forbrugerrådet Tænk.

Derfor er det vigtigt at gøre op med sig selv, hvad ens privatøkonomi kan tåle.

- Hvis du har en stærk økonomi, hvor det ikke slår dig ud af kurs, at du pludselig skal dække en stjålen taske, kan det måske være en idé at sætte selvrisikoen op for derved at spare penge på den årlige præmie. Men hvis du har en stram økonomi, og for eksempel ikke har råd til at erstatte din telefon eller din cykel, hvis den bliver stjålet, så ville jeg være varsom med at sætte selvrisikoen meget højt op, siger Lea Markersen.

Hvis økonomien omvendt er så stram, at der slet ikke er råd til at tegne en indboforsikring, så er en forsikring med en høj selvrisiko bedre end ingen forsikring. For så vil den årlige udgift til forsikringer - forhåbentlig - ikke vælte budgettet, men indboet er forsikret, hvis den helt store skade sker, siger Lea Markersen.

- Vi ved, at mange unge ikke tegner en indboforsikring, fordi de synes, det er for dyrt. For dem kan det være en god idé at hæve selvrisikoen, så den årlige udgift bliver lavere. Så er de stadig dækket i et vis omfang, hvis den helt store skade indtræffer som for eksempel brand eller indbrud i boligen, siger hun.

Mere end hver fjerde danske studerende har hverken en indbo- eller ulykkesforsikring. Det viser en undersøgelse fra TNS Gallup fra 2016.

Fakta: Familie på fire er prisberegner:

- Priserne er indhentet på forsikringsguiden.dk og beregnet for en familie på to voksne og to børn, der bor i et hus på 189 kvadratmeter uden kælder i Hvidovre.

- Indboforsikringen har en sum på en million kroner. Familien har en tre år gammel VW Golf 1,4, som har både ansvar- og kaskoforsikring. Chaufføren er 42 år, har haft bil i syv år og kørt skadefrit i fem år.

- Der kan være variationer i dækning, selvrisiko og antallet af selskaber, der matcher forsikringsbehovet.

Kilde: Findforsikring.dk.

/ritzau/FOKUS


Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress