Af Ritzau - 15/04-16 08:25

Britiske aktionærer i oprør over oliechefs lønhopBritiske aktionærer i oprør over oliechefs lønhop

BP, et af verdens største olieselskaber, er kommet i modvind hos sine ejere efter lønforhøjelse til topchefen.

storybild

BP's aktionærer har stemt nej til det lønhop, bestyrelsen havde stillet administrerende direktør Bob Dudley i udsigt. (Billede: AP/Pat Sullivan)

British Petroleum, BP, har haft nogle hårde år. Ikke blot er olieprisen faldet, selskabet har også måttet betale store erstatninger efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf i 2010. Og nu er selskabet kommet i modvind hos sine egne aktionærer.

Det sker efter annonceringen af, at administrerende direktør Bob Dudley vil få en lønstigning på 20 procent til 14 millioner pund - svarende til en løn på cirka 131 millioner kroner - i år.

Vel at mærke efter et år, hvor selskabet tabte 6,4 milliarder dollar (42 milliarder kroner) og fastfrøs medarbejdernes lønninger.

Britiske regler giver aktionærerne mulighed for at lave en vejledende afstemning ved generalforsamlinger om direktionens lønninger, og her stemte 60 procent imod lønstigningen til Bob Dudley.

- Aktionærernes reelle bekymring over lønningerne er tydeligt udtrykt ved denne afstemning. Vi har snakket med flere aktionærer, og de vil have ændret måden, vi aflønner på, sagde bestyrelsesformand Carl-Henric Svanberg til Bloomberg News.

- Selv om afstemningen kun er vejledende, er det meget pinligt for selskabet. Det er en ekstremt følsom periode for aktionærerne på grund af de lave oliepriser, siger analytiker hos Oddo & Cie Ahmed Ben Salem til nyhedsbureauet.

Ifølge britiske The Guardian er afstemningen om BP-direktørens løn del af en tendens, hvor aktionærerne i højere og højere grad sender signaler til selskaberne om at holde igen med millionerne til deres direktører.

- Det er sidste omgang for de britiske bestyrelser. Hvis de ignorerer aktionærerne i disse afstemninger, er det kun et spørgsmål om tid, inden regeringen lovgiver på området, siger Simon Walker, chef for interesseforeningen Institute of Directors, til The Guardian.

I 2012 var der ligeledes flere eksempler på, at aktionærerne for alvor satte spørgsmålstegn ved direktørlønningerne.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress