Af Ritzau - 23/05-16 20:58

Lego-familie overhaler Mærsk-arvinger som landets rigesteLego-familie overhaler Mærsk-arvinger som landets rigeste

Efter optur i Lego og nedtur i Mærsk er familien Kirk Kristiansen nu mere velhavende end familien Mc-Kinney.

storybild

For første gang i flere år er familien bag legetøjssuccessen Lego mere formuende end arvingerne til Mærsk-konglomeratet, viser ny opgørelse. (Billede: Free/Niels Aage Skovbo)

Familien bag legetøjssuccessen Lego har overhalet arvingerne til Mærsk-konglomeratet som landets mest velhavende.

Det viser en ny opgørelse over Danmarks rigeste personer og familier, som Dansk Aktie Analyse har lavet for Finans.dk.

- Det økonomiske momentum er væsentligt større i Lego, end det er i Mærsk. Mærsk har modvind på mange fronter, hvorimod Lego stadig formår at vokse og få ny indtjening, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje, til Finans.dk.

Det er første gang i den tid, Dansk Aktie Analyse har opgjort formuerne, at Lego-ejerfamilien Kirk Kristiansen overgår Mærsk-arvingerne med Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla i spidsen.

Siden sidste år er Kirk Kristiansens anslåede formue steget med næsten en femtedel til 181,2 milliarder kroner. Det er sket, alt imens Mærsk-familiens formue ifølge Dansk Aktie Analyse er næsten halveret til anslået 93,8 milliarder kroner.

I Legos tilfælde skal forklaringen ifølge Finans.dk findes i et hastigt stigende salg, som også har givet udslag i en markant forbedret indtjening.

Derimod har Mærsk kæmpet med den lave oliepris og faldende fragtrater, hvilket har været med til at nedbarbere markedsværdien kraftigt siden sidste forår.

I alt er der 50 familier med på den liste, som Finans.dk har fået lavet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress